Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Bærbar med indbygget aircon!

Alle computere skal have køling, for at processor og andet fungerer. Faktisk kører en processor hurtigere, jo koldere den er. Og i en bærbar er køling ekstra vigtig. De små dimensioner kombineret med brug af netværk – herunder trådløst som bliver meget varm – ja, så er der ekstra behov for god køling.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

En varm bærbar kan hurtigt betyde varme hænder for os, der bruger den i timevis. Men i Acers nye Timeline serie som består af tre modeller i enten 13,3”, 14” eller 15,6”, har man brugt kølingen til resten af maskinen til at holde dine hænder kolde!

Nu er det ikke, fordi du sidder med forfrysninger, efter du har brugt den. Men under dine håndflader strømmer luft og efter at have siddet med den i et par timer en varm efterårsdag, var vores hænder mindre varme end normalt. Så systemet fungerer.

Men bortset fra denne feature er der meget andet godt at sige om Acers nye modeller til os private. For designet oser af luksus, og finishen i metal er langt højere, end prislappen på 5.500 kroner lyder. Det er endda for den lille, ultra bærbare med 13,3” skærm. Læg dertil et tastatur, som er meget flot, og som er ekstremt godt at skrive på, og Acer er godt på vej.

Den har en LED-skærm i 16:9 format som er meget lysstærk. Den kan vise film op til 1280 x 720 pixel.

Aspire Timeline 3810T fungerer rigtigt godt til almindelige pc-opgaver, som mail, internet, Word og så videre. Men så snart du begynder at arbejde med tunge billeder eller vil spille, kommer den til kort. Vores 3D mark målinger viser da også, at den er særdeles svag på dette punkt. Windows Vista Exprience Index giver da også en score på blot 3,2 på spillegrafik.

Den har en mindre imponerende processor – Intel core solo U3500 på blot 1,4 GHz og et onboard grafikkort. Ønsker du bedre performance, skal du tage den største model, der har større processor og dedikeret grafikkort. Så er prisen også 2.000 kroner mere.

Den lille Acer Timeline skal ses som en arbejds-pc, og i den sammenhæng er den genial. Den er ikke verdens hurtigste. Men kombinationen af høj kvalitet, køling og alt andet lige en ok performance gør den til et meget attraktivt bud på din næste bærbare computer.

Datatid mener

Som en arbejds-pc er den et meget attraktivt bud på din næste bærbare computer.

Tekniske specs

Processor: Intel Celeron Core 2 solo, U3500 1,4 GHz
Hukommelse: 4 GB
Grafik: Mobile Intel 4 serie chipset.
Harddisk: 500 GB
Optisk drev: Dvd-brænder
OS: Windows Vista Home Premium
Mål: 322 x 228 x 23,4/28,9 mm
Vægt: 1,6 kg.