En bærbar computer er et uundværligt redskab for enhver studerende i dag. Du bruger den ikke bare til at skrive dine opgaver og tilgå undervisningsmaterialer, men også til at kommunikere med dine undervisere og medstuderende på videomøder og sociale medier – og måske endda også til lidt underholdning i læsepauserne i form af spil og film.
Men hvilken maskine skal du vælge? God batterilevetid og lav vægt er to kriterier. Går du på en uddannelse, hvor design, foto og video spiller en rolle, er det vigtigt, at maskinen har kræfter nok til at trække tungt grafikarbejde.
Det behøver dog ikke være en hundedyr maskine af den grund. Selv de billigere bærbare fås i letvægtsdesign og kommer ofte med ret stærke grafikmotorer, som det ses i denne test.
Med de nyeste chip-generationer er der sket et enormt løft i ydelsen, hvilket også kommer det billigere segment af bærbare til gode.
Her kigger vi på 13-15”-laptops til priser på maksimalt 10.000 kroner. Vi har ærlig talt været forbløffede over så meget computer, du får for pengene i denne priskategori. Ikke blot i Windows-verdenen, men også hos Apple, som for nylig har introduceret en ny generation af MacBooks til særledes konkurrencedygtige priser.
AOD giver alle testede produkter en karakter på mellem 1 og 6 stjerner på en række udvalgte punkter. Ved beregningen af ”Samlet vurdering” tillægges karakteren for ”Ydelse” samme vægt som alle andre karakterer tilsammen. ”Testvinder” er testens bedste produkt samlet set. ”Bedste Køb” er det produkt, som giver bedst valuta pr. investeret krone. Nogle produkter får desuden anerkendelsen ”Anbefaler” for særlig høj kvalitet.