Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Bærbare computere [STORTEST]: Her får du mest bærbar for pengene

Her tester vi seks bærbare luksus-computere, som ikke stikker helt af prismæssigt. Vi har bedt førende producenter komme med deres bedste bud omkring 8000 kroner – med god margin. Især ydelsen og skærmkvaliteten imponerer testholdet.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Hvis du gerne vil have en bærbar pc, der holder længere og giver større arbejdsglæde end de fleste, er du nok indstillet på at se, om der ikke skulle være noget spændende i segmenterne over de basale maskiner. Det er udgangspunktet for denne test.

Vi har bedt de førende laptop-producenter om at komme med det bedste bud på en bærbar pc i prislejet omkring de 8000 kroner – plus minus et par tusinde kroner. Hvad får man for de penge?

[irp posts="3128232"]

Udfordringen til producenterne har givet pænt store prisspring, men det giver jo bare et endnu bedre markedsoverblik. Du skal også huske, at du i langt de fleste tilfælde kan få eksakt samme model blot med lidt ringere konfiguration. Så forelsker du dig i en bestemt af de seks bærbare, vi tester på de næste sider, så tjek lige, om den ikke fås i en billigere udgave med kun lidt dårligere specifikationer.

Masser af billedpunkter

Generelt tilbyder prisklassen ret hurtige processorer. Halvdelen af feltet leverer forskellige udgaver af Intels dyreste serie til bærbar computer, Core i7. En enkelt benytter en AMD-processor, der tydeligt er tilbage på rette kurs og i høj grad kan true Intels enevælde. Det afslører vores kontrolmålinger i denne test – og i tidligere test for den sags skyld. Godt med lidt konkurrence på dette felt.

En klar trend i prisklassen er, at du nu ikke behøver at ”nøjes” med full HD-opløsning på skærmen. To af testdeltagerne leverer skærme med 4K-opløsning ligesom på moderne tv’er. Det giver en meget høj detaljering, men også lidt små bogstaver og ikoner. Det er der en løsning på, da du kan bede Windows om at tilpasse sig til størrelsen. Men helt optimalt er det ikke.

Derfor byder vi det velkommen, at en deltager – Huawei, der er forholdsvis ny spiller på markedet for bærbare – leverer en skærm med 3K-opløsning!

Skærmen har 3000 x 2000 pixel og lægger sig dermed lige midt imellem full HD og 4K. Det er en optimal løsning på en skærm, der har en størrelse omkring 14”.

Den overvejende del af skærmene på de testede computere er desuden trykfølsomme. Desuden er et par af testdeltagerne såkaldte 2-i-1-modeller, hvor skærmen kan vendes hele vejen rundt. Så kan computeren bruges ligesom en tablet, eller den kan stilles op som et ”telt”, hvor tastaturdelen er støtteben. Det har du glæde af, hvis du ser film eller viser en præsentation på dit arbejde.

Ikke over 2 kilo

Vi noterer også, at samtlige deltagere holder sig under 2 kilos vægt. Det er ret fint, da to af computerne har en stor skærm på 15,6”. Bærbare med en mindre 13,3-skærm” vejer blot cirka 1,3 kilo og har et forhold mellem højde og bredde, der minder om et A4-ark.

Det er med andre ord maskiner, som du let kan have med overalt – ikke mindst, da batteri-tiden generelt er blevet bedre. Faktisk lover en af testmodellerne hele 24 timers batteritid, mens de øvrige typisk holder sig inden for 8-15 timer, hvilket også må siges at være godkendt.

Så der er masser af bærbart guld at gå efter, når man går ind i et køb med ambitioner om at opnå god kvalitet. Også selvom de testede maskiner er meget forskellige – både når det handler om, hvad de er gode til, og når man sammenligner specifikationerne.