Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Microsoft Surface Book: Bærbar med begyndervanskeligheder

Al begyndelse er svær, og Microsoft formår ikke helt at ramme plet med sin første bærbar, der dog ikke desto mindre byder på interessante ideer.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Microsoft har defineret en hel produktkategori med deres Surface Pro-maskiner, der én gang for alle fik sat på plads, hvordan en velfungerende Windows-tablet, der kan forvandles til en bærbar pc, skabes. Om producenten formår det samme med Surface Book, som vender konceptet på hovedet, er tvivlsomt.

Mest en bærbar

Her er først og fremmest tale om en bærbar computer, der dog, hvis du ønsker det, kan forvandles til en tablet ved at tage touchskærmen af. Det er en mere omstændelig proces end på Surface Pro. Du skal trykke på en knap i tastaturet, inden du kan rykke skærmen af.

Det betyder så også, at den sidder ret godt fast, når den sidder, og at man derfor har følelsen af en rigtig bærbar, når man arbejder ved den. Det skyldes da heller ikke mindst det glimrende tastatur, der har behageligt faste taster med tilpas mellemrum og fin baggrundsbelysning.

Men hvor tit, man vil komme til at bruge den som en tablet, er spørgsmålet, for med en skærmstørrelse på 13,5” i det lidt besynderlige 3:2-format er det en lidt uhandy en af slagsen. Da Microsoft har valgt at sætte ladestikket i tastaturet, kommer du da heller ikke langt med skærmen uden også at have tastaturet med.

Om ikke andet er det dog en god feature, at man kan tage skærmen af og sætte den omvendt på tastaturet, da man så kan stille maskinen som et lille opretstående tv til underholdning.  Pennen, som vi kender fra Surface Pro, følger også med, så du kan tegne og tage notater på skærmen.

Upraktisk design

Byggekvaliteten er høj, og der er uden tvivl lagt mange timers ingeniørarbejde i at skabe det særlige hængsel, der nærmest folder sig som en avis, når skærmen bukkes ned om tastaturet. Det ser fikst ud, men er praktisk set ikke en optimal løsning. I lukket tilstand skabes et mellemrum mellem skærm og tastatur, hvor snavs og støv nemt kan finde ned.

Hængslet er heller ikke i stand til at bukke skærmen særlig langt bagover, hvilket kan give udfordringer, når man sidder med maskinen i skødet.

Største irritationsmoment er dog noget så simpelt som, at maskinen er besværlig at åbne.

Skærmen er tung at vippe op, og indhakket på fronten er ikke stort nok til, at du kan få tommelfingeren ordentligt ind. Man er derfor nødt til at bakse den åben med to hænder, hver gang den har været lukket.

Flot skærm og god ydelse

Surface Book er først og fremmest tænkt som et mobilt arbejdsværktøj til dem, der ikke vil gå på kompromis med kvaliteten, når de arbejder på farten.

Der er da heller ikke noget at komme efter, når det gælder maskinens tekniske formåen. Skærmen står skarpt og flot med stærke troværdige farver – en fornøjelse, når du arbejdet med billeder og grafik.

Hvor mange kræfter, du vil have til rådighed, er op til din pengepung. Du kan få Surface Book med processorer op til Core i7 af nyeste generation samt dedikeret grafikkort, 16 GB ram og 1 TB ssd, men du kommer hurtigt over tyve tusinde kroner, hvis du bliver for ivrig med at fylde på.

Vi testede den mest skrabede konfiguration med Core i5-processor, 8 GB ram og 128 GB ssd. Den kørte smidigt og helt uden brok, selv ved relativt krævende opgaver, og batteriet holdt en hel dag uden problemer. De fleste vil derfor have nok i denne model. Men her er du så også allerede oppe på cirka tretten tusind kroner. Udvalget af porte er fornuftigt, det havde dog klædt en bærbar i denne prisklasse med bare en enkelt af de nye USB C-porte.

Alt for dyr

Surface Book er et interessant bud på en bærbar i den højeste ende af skalaen, men den er ikke hundrede procent vellykket. Det skyldes primært designet, der ganske enkelt har nogle praktiske ulemper, som gør den mere besværlig at håndtere end nødvendigt er.

Ydelsen er der ikke en finger at sætte på, og skærmen er fremragende, men det er ikke nok til at forsvare den afsindige pris. Det tog lidt tid, og der skulle nogle versioner til før Microsoft ramte plet med Surface, så forhåbentlig ser vi markante forbedringer i de kommende versioner af Surface Book. For Microsofts bærbar har bestemt potentiale.