Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: AVM FRITZ!Box 7590: Lynhurtig router dækker hele hjemmet

Tyske AVM sender FRITZ!Box 7590 ud i butikkerne her i den nærmeste fremtid. Der er tale om deres nye topmodel i serien af ADSL-routere, der understøtter 4x4 MU-MIMO og supervectoring, så du kan udnytte download-hastigheder på op til 300 Mbit/s.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Routerdelen understøtter hastigheder på op til 1733 Mbit/s på 5 GHz frekvensbåndet og op til 800 MHz på 2,4 GHz frekvensbåndet. Alle teknologiske facts til trods er det første, man lægger mærke til, at FRITZ!Box 7590 har fået et nyt design, og det er ganske klædeligt. Som vanligt med produkter som denne er det vigtigt at gøre opmærksom på, at det ikke blot er en bredbåndsrouter, den gemmer også på et integreret ADSL-modem. Det betyder understøttelse af fastnettelefoner, og køber du en DECT-telefon til hjemmebrug, så understøtter FRITZ!Box 7590 også op til 6 af slagsen.

Alt i alt har routeren en 1 Gbit/s WAN-port, fire 1 GBit/s LAN-porte, 2 analoge telefoner, ISDN-telefon, IP-telefoni understøttes også, og der er desuden to USB 3.0-porte. FRITZ!Box 7590 skal sammenlignes med de ADSL-router/modem-løsninger, som internetudbyderne leverer, både hvad pris og udstyr angår. Man kan også anvende den som enkeltstående bredbåndsrouter tilsluttet et eksternt modem. Designet med de interne antenner gør routeren let at placere, men det kan i nogle tilfælde betyde, at man i fleretagers hjem oplever dårligere modtagelse end med justerbare antenner.

Vi oplevede dog ikke noget nævneværdigt i den retning i testen, der er blevet afviklet i et toetagers rækkehus. Vi har målt hastigheder på 457 Mbit/s over 5 GHz frekvensbåndet og 164 Mbit/s over 2,4 GHz frekvensbåndet. Rykkede vi til anden etage var det 239 MBit/s over 5 GHz og 94 Mbit/s over 2,4 GHz.

Det skal siges, at vi ikke havde de allerbedste betingelser i form af 3x3 MIMO- eller 4x4 MIMO-adaptere til rådighed, men de målte resultater svarer også mere til, hvad mange nyere bærbare med gode antenner vil kunne forventes at opnå. Vi er nødt til at slutte, selv om antallet af features er mange. Disse er bundet sammen via den brugervenlige FRITZ!OS brugergrænseflade.