Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Avanceret og kompliceret database-program

FileMaker folkene er nu klar med den nyeste version af det kendte databaseprogram. Version 11 er på gaden, og Alt om DATA har taget Pro-versionen en tur forbi testbænken.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

FileMaker er efterhånden en gammel spiller på database- markedet. Oprindelsen har programmet i Mac-verdenen, og på en del områder bærer program- met stadig præg af det.

Men hvor brugervenlighed i høj grad har været kendetegnet for produkter til Mac-platformen, så skuffer FileMaker en del på det felt. Programmet er meget avanceret, men det halter en del med det intuitive og den lette tilgange til betjening af programmet.

Installationen gav knuder

Normalt er der ikke de store problemer med at få installeret et program på en computer, men i vores tilfælde gik det faktisk ikke helt så glat endda. Første gang vi installerede programmet, gik det fint. Vi valgte en komplet installation, og ret hurtigt var programmet på vores testmaskine.

Men af forskellige årsager valgte vi at installere programmet igen på en anden maskine, og her valgte vi så en brugerbestemt installation, og det lykkedes ikke. Installationsprogrammet blev ved med at påstå, at der var fejl i en fil, og vi måtte til sidst opgive.

På den computer, hvor programmet var blevet installeret, gik vi nu i gang med at se på, hvad pokker FileMaker Pro 11 kunne tilbyde os.

Hvis vi kigger nærmere på, hvad det er af nye funktioner i programmet, så er det specielt forbedrede rapporterings- og analyseværktøjer, der er kommet til. På den måde er det nu muligt at sammenligne data grafisk ved hjælp af de nye indbyggede værktøjer.

Der er også kommet en bedre integration til andre programmer, så nu kan FileMaker direkte importere data fra Microsoft Excel, eller andre datafiler, såsom tabulator- og kommaseparerede filer. Det er også blevet muligt at udgive databaser direkte til web’en med den nye Instant Web Publishing funktion.

Ifølge FileMaker-folkene selv er der også sket en del med script-funktionaliteten i programmet, men det var ikke rigtig noget vi selv kunne konstatere.

Forvirring omkring opbygning

Hvis du er gammel kending af FileMaker, så vil vi ikke tro, at du har nogle problemer i at opbygge en database med FileMaker 11 Pro. Men, hvis du aldrig før har haft fat i FileMaker, så er der en meget stejl indlæringskurve til programmet.

Du starter op i en såkaldt »Browser« visning, og derfra er det ikke specielt intuitivt at komme videre. Men hemmeligheden er at klikke på et felt, der hedder »Create Field«, hvorpå det skifter navn til »Field«.

Nu kommer der så et »+« til højre for navnet og ved at klikke på det, kan du oprette flere felter. Nedenunder og til venstre er der også et plus, men det skaber faktisk bare flere poster i din database.

Hvis du ønsker at angive egenskaber for de felter, du netop har skabt, så skal du over i »Layoutvisning«, hvor du har adgang til en »Inspector«, og her kan du så ændre eller tildele egenskaber på feltet.

God alligevel

Men det er altså ikke specielt logisk, at man skal spring frem og tilbage mellem visninger for at oprette sin database. Og problemet bliver kun endnu større, hvis du vælger at lave flere tabeller i din database, der skal knyttes sammen med relationer.

Der er dog formildende omstændigheder. Når du først har gennemskuet FileMakers måde at fungere på, så er der utrolig mange funktioner i denne database. Den kan programmeres på et utal af måder, og der er næsten ikke den funktion, du ikke kan tildele et objekt.

Designdelen af programmet er også smart, her kan du designe dine rapporter og ikke mindst de sider, hvor du indtaster data i din database. Det er et meget fleksibelt værktøj, som virkelig løfter funktionaliteten af FileMaker markant.