Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Avanceret kompakt kamera

De små lommekameraer er blive stadig mere avancerede, og
Canon har som vanligt en position i førerfeltet. Alt om DATA har kigget nærmere
på PowerShot SX200 IS, som imponerer med både kvalitet og muligheder.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Canon har en lang række af kameraer i deres produktporteføjle, og PowerShot hører til blandt deres meget populære kompakt-kameraer, og SX200 IS skuffer ikke. Helt overordnet set så er kameraet let at bruge, har masser af funktioner indbygget og tager fortrinlige billeder.

Og sådan kunne denne anmeldelse såmænd godt slutte, for der er reelt ikke noget negativt at sige om dette kamera, men naturligvis skal I, kære læsere, have lidt mere end bare disse få linjer.

For at starte med designet, så er der sket meget med PowerShot-serien gennem tiden. I dag har de nået et design, der både er funktionelt og flot. Linsen er placeret en anelse til venstre på kamerahuset, og den højre del er vinklet en anelse fremad, så der bliver en naturligt håndtag. Det giver et godt greb på kameraet, og en nem betjening af de ganske få knapper der er på PowerShot SX200 IS.

Kæmpe zoom

Selvom dette kamera er et kompakt-kamera, så skorter det ikke på indhold. Således er det et 12,1 Megapixel kamera med en zoom på ikke mindre end 12x, hvilket er helt vildt for så lille et kamera. Det er da også imponerende at se, den ret store linse folde sig ud, når du tænder for kameraet.

Hvis du vælger at bruge den digitale zoom, kan du komme helt op på 48x, men helt ærligt – det er næsten ikke besværet værd.

Kameraet har et væld af funktioner som gør, at det kan bruges såvel af folk uden nogen kamerateknisk viden, som af folk der gerne vil kunne stille lidt mere på indstillingerne i kameraet.

Når kameraet står i den tilstand, hvor du tager billeder, bringer et klik på menu-knappen dig ind i den menu, hvor du kan indstille kameraets gængse funktioner. Dem skal vi ikke komme nærmere ind på her, blot konstatere, at det er lette at kommet til, og lettet at indstille.

Hvis kameraet står i ”afspilningstilstand”, er det en lidt anden menu du får adgang til, ikke mindst har du her adgang til enkelte redigeringsfunktioner, så som at fjerne røde øjne, rotere billeder og beskære dem. Du kan også her, beskytte bestemte billeder, så du ikke får slettet dem ved et tilfælde.

En af de ting der virkelig giver dette kamera gode karakterer er en funktion, hvor du selv kan definere funktionen af den programmerbare knap på kameraet. Det er en skøn funktion, som gør det let at få den favoritfunktion lagt ud på knappen på bagsiden af kameraet.

En anden ting, der virkelig trækker op i bedømmelsen af SX200 IS er den beskrivelse der kommer på skærmen af kameraet, når du vælger menu på det velkendte rullehjul. Ikke alene giver kameraet dig besked på skærmen om, hvad du har valgt, men også et kort resume over, hvad det betyder. Smart og noget vi har savnet længe på kameraer.

Der er et par ting mere der bør nævnes her, nemlig at kameraet har bevægelsessensor, som automatisk forsøger at fokusere på ting i bevægelse. Der er også en automatisk stabiliserings enhed, som kompenserer for rystelser, der er ansigtsgenkendelse og automatisk indstilling af kontrast.

Alt i alt er det med til at gøre nogle i forvejen meget gode billeder, endnu bedre. Det er svært ikke at være begejstrede for dette kamera, hvorfor vi dog heller ikke skal forsøge. Vi er solgt, og bestiller fluks et par eksemplarer til privaten.