Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Audio-Technica AT-LPW50PB: Prisstærk alt i en-pladespiller

Her får du alt, du skal bruge for at spille plader i en samlet pakke, der ikke koster alverden.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Er målet først og fremmest at kunne lytte til dine vinylplader, uden hi-fi-ambitionerne nødvendigvis er skyhøje, har du en glimrende kandidat her. Audio-Technica har sammensat en stærk pakke, der leverer langt over prisniveauet.

Simpel og ligetil

AT-LPW50PB er en bæltedrevet pladespiller. Dejlig simpel og nem at have med at gøre, med motoren tæt på pladetallerkenen, så remmen let sættes på. Der er SME-fatning til hurtig udskiftning af pickup og let tilgængelige udgange på bagsiden.

Ren og ærlig lyd

AT-LPW50PB kommer med en AT-VM95E-pickup præmonteret. En af de absolut bedste du kan få i denne prisklassen. Den spiller glimrende i sig selv, og byder samtidig på gode muligheder for at opgradere nålen til ret fine slibninger, så du nemt og relativt billigt kan få endnu bedre lyd.

Der er også riaa indbygget, og pladespilleren er derfor parat til at koble på et anlæg eller trådløse højttalere. Vi startede dog med at køre den igennem en Pro-Ject Tube Box S2-riaa og var ret forbløffede over, hvor flot lyden var.

Der er ikke helt så meget dybde og raffinement som i de dyrere pladespillere – den giver et mere endimensionalt lydbillede – men AT-LPW50PB leverer en klar, åben og ærlig lyd med behageligt afmålt bas og flot balance i lydspektret. Ikke så meget pjat.

Med den indbyggede riaa synker lyden lidt sammen og bliver svagere, med mindre klarhed i nuancerne.