Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Asus Zenfone 8: Endelig en stærk Android der kan være i bukselommen

Asus Zenfone 8 er noget så sjældent som en Android topmobil, spækket med kræfter og gode funktioner, der kommer i et kompakt og lommevenligt design.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det er kun gået én vej for størrelsen på Android-mobiler de seneste år. Og det er op. Efterspørgslen på mindre mobiler er der dog i høj grad, og den har Asus nu valgt at efterkomme.

Havde man for få år siden omtalt 5,9” som ”kompakt” havde vi troet det var en spøg. Målt mod tidens typiske topmobiler føles Zenfone 8 dog lille og fiks. Du kan nå alt på skærmen med din tommelfinger og mobilen ligger nemt i en bukselomme. Siderne er af aluminium og bagsiden af Gorilla Glass 3 i matchende sølvfarve. En rigtig nydelig lille mobil, der endda kommer med IP68-certifering for vand- og støvtæthed.

Trods størrelsen er der ikke gået på kompromis med teknikken. Asus har anvendt et FHD+ Amoled-display fra Samsung med 120 Hz opdatering, lysstyrke på op til 1100 nits og Gorilla Glass Victus som beskyttelse. Det fås ikke meget bedre. Mobilen har et forrygende skærmbillede med knasende sprød kontrast og stærke farver.

Lyden følger fint med. De indbyggede stereohøjttalere yder flot i forhold til størrelsen, og der er endda minijack-udgang med specialoptimeret DAC. En velfungerende haptisk motor gør desuden at du får diskret feedback ved bl.a. indtastning og navigation. Det er ret nyttigt, når lyden er slået fra.

Stort overskud

På ydelse står mobilen ikke tilbage for markedets stærkeste. Der er anvendt præcis samme Snapdragon 888-processor, som sidder i de fleste af markedets nyeste topmobiler. Zenfone 8 yder således fuldt på højde med disse, og med 16 GB ram er der rigelig overskud til multitasking og tunge medieopgaver - herunder også spil, som mobilen håndtere utrolig flot, ikke mindst på grund af skærmens korte responstid.

Et 4.000 mAh batteri sikrer strøm til minimum et døgns tid ved almindelig brug, og med 30W opladning er der fuld strøm på igen efter knap en time i stikkontakten.

Diskret kamera

Kameraopsætningen ser ikke ud af meget. Der er ”kun” to kameraer bagpå et og foran. Men Asus får presset en del ud af konfigurationen. Det højtopløste hovedkamera duplerer som telekamera (dog ikke optisk) og vidvinkel-kameraet som makro.

Det giver alsidige fotomuligheder, og med optisk billedstabilisering og hurtig fokus er kameraet faktisk i stand til at levere ganske glimrende resultater, omend ikke helt på niveau med markedets bedste. Video kan skydes i op til 8K 24fps og der er mulighed for slow motion i 4K med 120 fps.

Ret imponerende, især taget prisen på den lille mobil i betragtning. For dette er features man almindeligvis forbinder med markedets dyreste smartphones. Zenfone 8 koster imidlertid "kun" 6.299 kroner. Dermed placerer den sig som en stærk rival til mobiler som Samsung Galaxy S21, Xperia 5 II og OnePlus 9.

De har hver især deres styrker. Ingen er dog så kompakt som Zenfone 8, så har du sukket efter en stærk Android-mobil, der nemt kan være i lommen, er den et fremragende køb.

Pris: 6.299 kroner