Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Asus ZenBook UX533FD: Elegance og grafisk flair fusionerer i slank bærbar

Det har selvfølgelig sine omkostninger, men man kan sagtens få en bærbar computer, der samler høj mobilitet, en velskåret konstruktion, og grafiske kræfter i selvsamme pakke.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Hvis man ønsker en let, tynd og kompakt bærbar computer, så er der virkelig mange valgmuligheder på markedet. Hvad det angår, har mobilitet som begreb rodfæstet sig og manifesteret sig i flertallet af bærbare på markedet i dag.

Teknologien udvikler sig, og nutidens integrerede processor-grafik gør, at man kan opnå hæderlig grundlæggende spil-ydelse uden et dedikeret grafikkort, dog ΄vokser træerne ikke ind i himlen΄ når vi taler grafisk ydelse i den sammenhæng.

Asus ZenBook 15” UX533FD skiller sig i overfladisk betragtning ikke ud fra mængden af kompakte og slankt skårne bærbare, hvor mobilitet står i højsædet. Vægten er således også holdt nede på stadig flotte 1,59 kg. Men forskellen er der. At vægten ikke er helt i bund skyldes, at der i det 17,9 mm tykke kabinet befinder sig et dedikeret grafikkort i form af et Nvidia GTX 1050 Max-Q-grafikkort.

Ekstra saft og kraft til spil

Helt som vanligt for bærbare kan man få Asus UX533FD i adskillige versioner, således at man kan slå ned på præcis den version, der passer bedst til ens behov og/eller tegnebog.

Det testeksemplar vi modtog, hører til i den mere kraftfulde og velbestykkede ende med en firkernet Core i7-processor på 1,8 GHz og hele 16 GB ram. Dertil den næststørste ssd, man kan få til modelserien, nemlig en 512 GB PCIe-ssd.

Den anvendte Core i7-8565U-processor har indbygget grafik, men den primære ΄grafikknuser΄ er af det indbyggede Nvidia GTX 1050 Max-Q-grafikkort. Det giver i spilsammenhæng UX533FD en fordel i forhold til de bærbare, der kun råder over integrerede grafikløsninger.

Det dedikerede grafikkort gør det her muligt at spille langt de fleste moderne spil ved medium indstillinger og mange ældre spil ved høje kvalitetsindstillin-ger. Det skal nævnes, at skærmen her har full HD-opløsning, og ikke 4K som også er en valgmulighed.

I forhold til et normalt GTX 1050-grafikkort arbejder GXT 1050 Max-Q ved en lavere taktfrekvens, og driverne er tunet til effektivitet og lavere støjniveau, end hvad er tilfældet til stationære computere.

Lydniveauet er således også ret behageligt selv i spilsituationer.

Kvik med gode detaljer

Det er skam ikke kun til spil, at UX533FD glimrer, der er tale om en bærbar, der ikke blot egner sig til lettere opgaver, processoren har en ganske solid ydelse, hvilket manifesterer sig i SiSoftware Sandras aritmetiske cpu-test med 108 GOPS (giga operations per second).

I brug føles den hurtig og responsiv, hvilket også skyldes de 16 GB ram, og ikke mindst den hurtige ssd der i HD Tune 5.70 viser en sekventiel skrivehastighed på 1141 MB/s, en sekventiel læsehastighed på 1119 MB/s og en gennemsnitlig søgetid på 0,038 ms.

Der er med andre ord ikke optræk til unødvendig venten, hvilket også opleves i forbindelse med Wi-Fi-delen, en 802.11ac 2x2 MU-MIMO-løsning. Blue-tooth 5.0 er også understøttet.

Kigger man på tilslutningsmulighederne, er de heller ikke ringe for en tynd bærbar i dens klasse. Der er to USB 3.1-porte, den ene Type-C og den anden Type-A, men begge er anden generation, så de understøtter en teoretisk overførselshastighed op til 10 Gbit/s.

UX533FD er velkonstrueret udført i aluminium og med elegant fremtoning, her i royal blå som Asus kalder farven. Tastaturet føles letbetjent, og når skærmen åbnes, vinkles tastaturet ganske svagt, hvilket kan være en fordel, når der skal skrives.
Som sagt er skærmen her med full HD-opløsning, der er tale om den matte version, der er mindre følsom overfor refleksioner end den glossy udgave. Læg også mærke til de 3 mm tynde skærmrammer, det løfter udtrykket.