Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Asus Tuf Gaming VG28UQL1A: Gamingskærm til meget mere end spil

De fleste gamingskærme har full HD, da det er den opløsning, gamere foretrækker. Asus VG28UQL1A leverer forrygende 4K-opløsning. Det stiller større krav til grafikkortet, men gør skærmen brugbar til flere opgaver.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Gamere kræver full HD-opløsning – og egentlig ikke mere. Det er den opløsning, som de fleste spil understøtter, og hvor de derfor kører godt. Men hvad sker der, hvis man sætter opløsningen op til 4K? I Asus’ Tuf Gaming VG28UQL1A’s tilfælde får man en yderst fleksibel skærm, som kan bruges til meget andet end gaming.

Spil er dog denne skærms DNA. Det understreger designet med blandt andet en stor metalfod, der ligner noget fra en Alien-film. Lige så vigtigt håndterer skærmpanelet en skærmfrekvens på hele 144 Hz, så billedet står fuldstændigt klippefast, når du gamer.

Responstid på 1 millisekund kan vi også vinge af, og bag på skærmen sidder store knapper, så du let kan skifte profil alt efter brug – også vælge blandt flere profiler til gaming.

Ultraskarp og vendbar

Lad os bare slå fast, at som gamingskærm fungerer denne Asus fremragende. Billedet står meget roligt og er meget lækkert, men naturligvis indimellem med tilnærmet opløsning, da mange spil ikke understøtter 4K. De, der gør, præsenteres i sagens natur rigtig flot og yderst detaljeret.

Det er fint, og som det skal være, når prisen er cirka 6500 kroner. Det, der i vores optik gør Asus-skærmen rigtig interessant, er det faktum, at den – som mange gamingskærme – også er god til alt muligt andet.

Mange brugsmuligheder

En kvalitetsskærm skabt til gaming er næsten pr. definition af højere kaliber end billige skærme. Og når skærmen som dette eksemplar har 4K-opløsning og en panelstørrelse på 28”, så passer den fint ind i mange sammenhænge. Til film og underholdning har den flot skarphed og god dybde i billedet.

Til tekst og andet mere praktisk står den også godt – her bruger man ofte tilnærmet opløsning, da teksten bliver noget klejn grundet opløsningen. Desuden kan du let vende skærmen, og det kan du gøre med én hånd, da skærmfoden nok skal sikre, at det hele står solidt fast.

Var det ikke for den noget gaming-udformede fod, så ligner Tuf Gaming VG28UQL1A faktisk en traditionel skærm. Den har endda en meget tynd ramme på nær i bunden, hvor rammen er lidt tykkere.

Til billedbehandling noterer vi, at skærmen formår at bevare detaljerne i både de mørke og de lyse partier. Og den kan holde kontrasten, når der skrues ned for lyset, som man ofte gør, når en skærm skal justeres til redigering af billeder.