Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Asus RT-N66U Dark Knight

Routeren er kendetegnet ved at være hurtig på begge frekvensbånd,
samtidig med at den har mange features og en moderne let overskuelig
brugergrænseflade.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Asus RT-N66U Dark Knight er en meget kraftig dual band-802.11n-router, der imponerer på flere områder. Det er en traditionel router med tre eksterne antenner, men den har en ret så speciel changerende overfladestruktur, der skiller den ud fra mængden. Ved ønske derom kan routeren også vægmonteres

Routeren er kendetegnet ved at være hurtig på begge frekvensbånd, samtidig med at den har mange features og en moderne let overskuelig brugergrænseflade.

Routeren skulle, som nogle læsere måske vil erindre, være med i testen om WiFi-adaptere, vi havde tilbage i nr. 7/2012. Dengang viste det sig, at brugergrænsefladen var defekt, når den var sat til dansk sprog. Det er heldigvis ikke tilfældet mere.

RT-N66U har en wan-port og fire 1Gbit/s lan-porte. Ud over dette er der to usb 2.0-porte, hvortil der kan tilsluttes printere, eksterne harddiske som eksempelvis PlayStation eller Xbox 360 kan tilgå. Du kan også tilslutte et 3G/Wimax-modem til routeren og bruge dette som adgangsmetode til internettet i stedet for adsl-modemmet.

Som sagt er brugergrænsefladen meget moderne. Det kan siges at være en moderne udgave af den traditonelle web-brugergrænseflade til routere. Alt virker logisk disponeret og med udstrakt brug af visuelle illustrationer og faneblade på de sider, hvor der logisk hører flere typer indstillinger.

En ting skal man huske, og det er, at routeren her bliver meget varm. Så den skal stå, hvor den kan komme af med varmen. Det er også den router, der bruger mest energi, når den er tændt.