Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Asus RT-AC66U

En meget komplet router, der giver god hastighed på 5 GHz-frekvensen.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Asus RT-AC66U er endnu en deltager, der imponerer på bestemte områder. Blandt andet er den changerende overfladestruktur med til at hæve designet lidt.

Routeren er spækket med funktioner og hører her til testens sværvægtere. Det er en af testens blot to deltagere, der benytter sig af eksterne antenner. Routeren leveres med en fod, der gør, at routeren kan placeres på højkant eller vægmonteres, hvis ønsket.

Men ud over de mange indstillingsmuligheder og funktioner, som routeren tilbyder, er det specielt den meget flotte og overskueligt opbyggede webbaserede brugergrænseflade, der imponerer. Den virker logisk og gør i udpræget grad brug af illustrationer og faneblade til at opdele administrationen af routeren i overskuelige bidder.

Det er også en meget kraftig router i den forstand, at den i brug bliver godt varm på undersiden og specielt på oversiden. Det er faktisk muligt at booste tx-sendestyrken for routeren. Det giver lidt højere hastigheder, men i betragtning af hvor varm routeren bliver ved normal indstilling, er det måske lidt af en satsning.

RT-AC66U er også hoppet med på cloudbølgen med Asus’ Aicloud, der via en app på din iPhone/iPad, Android-enhed eller pc giver dig adgang til routeren og til indholdet på hjemmenetværket, hvor end du måtte befinde dig.

Routeren er blandt de hurtigste på 802.11 ac, specielt over seks meter og 12 meters afstand. Når det kommer til 2,4 GHz-frekvensbåndet, er hastigheden derimod ikke helt oppe at ringe blandt de bedste i testen. Hastigheden faldt en hel del over afstand. Der er ikke ret meget jitter på 5 GHz-frekvensbåndet, hvilket man dog ikke kan sige om resultatet over 2,4 GHz, hvor routeren havde problemer med at undgå jitter.