Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Asus ROG G701VIK-BA044T: Overhaler i høj fart

Asus er en vild gaming-bærbar, der løber fra alle konkurrenter i denne test!.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Denne computer ligger i testens overhalingsbane næsten hele tiden. Alene vores målinger afslører, at Asus ROG G701VIK-BA044T er i særklasse. Den minder meget om testens fremragende Acer, når vi alene kigger på specifikationerne, men Asus-maskinens opbygning gør, at den har lidt ekstra fart på.

I langt de fleste spil er det svært at mærke forskellen mellem Acer og Asus, men i det tunge spil Ark kan man helt klart i den praktiske test mærke, at Asus-maskinen lige har en tand mere at give af.

Både Asus og Acer er blevet udstyret med den hurtigste Intel Core i7-processor, og de to maskiner har identiske grafikkort og den samme ramtype. Acer har endda 16 GB mere hukommelse end Asus. Asus kvitterer til gengæld med at have hele to styk ssd-harddiske – som den eneste i testen.

De to i forvejen hurtige ssd'er er sat op som såkaldt RAID, hvilket betyder, at de opfører sig, som om de er én disk. Og det giver ekstra hastighed, både når der skal loades i spil, og når ssd'en skal bistå ram-hukommelsen som mellemlager.

Tung strømforsyning

Det usædvanlige ved Asus er også, at den kun vejer 3,6 kilo. Det er altså ikke meget for en ekstrem gamingbærbar med 17,3”-skærm. Trods den – alt taget i betragtning – fine vægt, er der bestemt ikke tale om en lille maskine. Den er testens bredeste og måler da også 4,46 centimeter i højden. Med i ligningen skal du dog lægge en strømforsyning på omkring 1,5 kilo – det er (sammen med Acers) den absolut tungeste og største strømforsyning i testen.

Touchpad og tastatur er der gjort ekstra ud af. De er både store og behagelige at arbejde på. Der er god plads mellem tasterne, og de er desuden ret lækre at trykke på. De er bløde at røre ved, men giver den rigtige modstand. Generelt opleves maskinen som kvalitet hele vejen igennem, og den er kvik i alle spil.

Der er dog ét stort minus, du skal overveje inden køb: Den larmer som en mini-støvsuger, og det gør den også, når den bare står tændt – ikke nødvendigvis kun når du spiller. Skru op for lyden, og du kan overdøve larmen, men højttalerne lyder ikke specielt godt. Så giver du den gas på Asus, bør du bruge den med et headset.

Larmen kan være irriterende, men du glemmer det, når du spiller. For Asus ROG G701VIK-BA044T kører fremragende i stort set alle spil.

Den holder en høj framerate (antal billeder i sekundet), hvilket betyder, at alle spil står roligt og rent i billedet. Den leverer lysende klare farver, som er langt fra det neutrale skærmbillede, fotoentusiaster søger, men som passer godt til netop gaming.

Asus koster officielt omkring de 27.000 kroner, men vi kunne nemt finde den til omkring 23.000 kroner, og med det in mente bliver den testens vinder.

Asus ROG G701VIK-BA044T er på ingen måde perfekt, men vil du have en ekstrem gaming-bærbar, og kan du leve med de omtalte skavanker, er denne maskine ganske forrygende. Den er testens vinder, men kun lige foran testens Acer.