Der sker sjældent revolutioner inden for den “gamle” produkttype laptops. Men trends kan man notere sig, og lige nu er en af dem særligt høje skærme i formatet 3:2 (modsat de traditionelle 16:9-skærme).
Det gælder også den nye ASUS ZenBook S, som foruden det høje skærmformat har en skærmstørrelse på 13,9″, en opløsning på 3,3K (3300 x 2200 px) og touchskærm.
Til en pris på 13.999 kroner får du et velbestykket maskine. Processoren er en i7-1165G7. Der er 16 GB 4266 MHz LPDDR4X-ram samt en ssd på 1 TB.
Det er alligevel en ganske slank sag med en tykkelse på blot 15,7 mm. Vægten er 1,35 kilo, og Asus lover en batteritid på op til 12 timer. To Thunderbolt-porte (USB-C) er også værd at nævne.