Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Asus MG248Q: Gaming med fokus på ergonomien

Der er så fine detaljer i ergonomien i Asus’ gaming-monitor, at den får en klar anbefaling.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

I prisklassen op til 2000 kroner er der af indlysende grunde ofte sparet på kvaliteten, og da det jo er skærmens panel, der er vigtigst, bliver foden og ergonomien ofte udsat for kedelig, billlig plastik. Men sådan forholder det sig ikke med denne Asus, der har en meget stabil fod i hård, god plast og med metalskinner, der gør det let at skyde skærmen op og ned til den højde, som passer dig bedst. Skal skærmen vinkles, ordnes det nemt med en solid drejemekanisme i bunden, og så kan skærmen naturligvis også vippes på højkant.

Der er tale om en gamingskærm, men den er ret neutral af udseende, og kun røde stafferinger og tekst i foden indikerer det miljø, den skal ind i – og tak for det.

God til andet end gaming

Skærmen er kompatibel med Nvidia-grafikkort, hvis du skal have 3D. Ellers klarer den op til 144 Hz og har Adaptiv Sync-teknologi. Det betyder, at skærmen står ekstremt roligt under spil, hvis du har et grafikkort, som skærmen understøtter.

Selvom vi her skal appellere til gamingfolket, er skærmen fra Asus også god til andre opgaver. Den har ikke mindst et roligt og ret skarpt billede. Som hos de øvrige gamingskærme i denne kategori er opløsningen kun full HD. Det er perfekt til gaming, men lige i underkanten, hvis du for eksempel vil arbejde med billeder. Skærmen har gode farver, men mangler lidt af den dybde og glød, som vi ser hos HP X25.