Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Asus ExpertCenter D900SA: Fleksibel kasse med god power

Her får du seriøse kræfter klemt ned i en maskine, der nemt finder plads på kontoret.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

En af ulemperne ved traditionelle stationære pc’er er, at de fylder, støjer og bruger masser af strøm.

Disse faktorer har Asus forsøgt at minimere med Expertcenter D900SA, som imidlertid ikke går på kompromis med kræfterne. 

Nem at finde plads til

Der er tale om en meget smal og ikke specielt høj maskine. Den fylder dog en del i dybden, noget mere end den på mange måder sammenlignelige Lenovo-maskine, vi har med i testen. 

Lenovo’en er dog bredere og højere, så samlet set er dimensionerne tæt på at matche hinanden. Fordelen ved Asus’ løsning er, at den giver plads til fleksibiltet i placeringen. Den kan stå helt som en almindelig desktop under skrivebordet, men det smalle design åbner også mulighed for, at man kan lægge den fladt på skrivebordet og stille skærmen oven på den. Så er pladsforbruget ikke meget højere end en AIO, og samtidig har du tilslutningerne lige ved hånden.

Kræfter til det meste

Vores testmaskine var forsynet med en Intel Core  i7-10700-processor, suppleret af 16 GB hurtig ram og en M.2-ssd – mere end rigeligt til de fleste arbejdsopgaver. Den kan endda presses ret hårdt uden at støje nævneværdigt. Lidt varm bliver den dog, når der knokles igennem.

Med et Nvidia Quadro 620-grafikkort oveni er der grundlag for grafisk arbejde i den seriøse ende af skalaen. Kortet giver desuden mulighed for at tilkoble fire skærme på en gang via en række Mini DisplayPorte på bagsiden.

Udvalget af tilslutninger består derudover i lidt af et tag selv-bord. Dog er der hverken Displayport eller HDMI af allernyeste standard.

PCIe 4.0 er der heller ikke. Til udvidelser er der i stedet tre PCIe 3.0 samt en ekstra M.2 til lagring, hvilket trods alt giver ret fine muligheder for at ekspandere.

Der er ikke helt de samme muligheder for at konfigurere maskinen fra fabrikken, som man får med Lenovo ThinkStation P340. 

Asus-maskinen går heller ikke helt så højt op i specifikationer, som det er muligt med Lenovos maskine, der dog selvsagt også ryger op i helt andre priser, hvis du giver den fuld gas på konfigurationen.