Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Asus ExpertCenter AIO: Hurtig alt-i-en'er med en ekstra skærm

En ekstra skærm på bagsiden af Asus' alt i en-computer gør det muligt at vise kunder informationer.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Du står i lufthavnen, en hotellobby eller et service-værksted og forstår intet af, hvad der foregår på skærmen, mens ekspedienten tapper løs på sin pc.

Med ExpertCenter reduceres fremmedgørelsen lidt. Her får kunden sin egen skærm.

En ekstra skærm

På bagsiden sidder en lille 5,65" skærm. Her kan ekspedienten dele den del af skærmen, der ønskes. Det sker via et lille program kaldet VeriView, hvor man også kan skræddersy sit eget indhold i form af tekst, billeder, video eller QR-koder, der peger ind på det indhold, man ønsker.

Man kan også vælge, hvilket af de aktive programmer på computeren man vil dele og dermed give kunder mulighed for eksempelvis at taste info på en hjemmeside, når man tjekker ind på et hotel eller vælger mad på en menu. Skærmen er touchfølsom, så kunder kan interagere med den.

VeriView-programmet er velfungerende og brugervenligt. Det er nemt at oprette indhold på den lille bagskærm.

Alsidig arbejdsmaskine

Den "rigtige" skærm, der vender imod brugeren, er en herlig lysstærk, kontrastrig og farvestærk sag, der tydeligt ses fra hver en vinkel. Man vil kunne arbejde med den i stort set alle miljøer.

FHD-opløsningen giver dog et lidt kornet billede, når du betragter den på nært hold. Det er ikke en skærm for ansatte med grafiske ambitioner, men det er heller ikke dem, ExpertCenter retter sig mod. Den indbyggede grafikchip vil hurtigt komme til kort, hvis du kaster dig ud i videoredigering.

Til gengæld er det en særdeles hurtig processor, der sidder i maskinen, suppleret af velydende lager og hukommelse. Databaseret arbejde af enhver type klares uden problemer.

Udvalget af tilslutninger kan man heller ikke klage over. Der er USB af stort set enhver type og dertil Thunderbolt 4, kortlæser, HDMI ud til en ekstra skærm og meget andet. Det er desuden muligt at konfigurere computeren med det nye Wi-Fi 6E.

Højttalerne er ikke til store filmoplevelser, men sammen med det glimrende webkamera i toppen af skærmen giver de gode vilkår for videosamtaler.