Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Asus ET2321

En stærk alt-i-en-pc med flot skærm, men ikke for dem, der vil give den fuld gas med touchstyring.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Meget stilren computer udført i gode materialer og med en god samlingskvalitet. ET2321 har en full HD-touchskærm, der fungerer upåklageligt, men den er mere egnet til brugere, for hvem touch ikke er det primære.

Der er nemlig ikke mulighed for at lægge skærmen ret langt bagover, hvorfor touchbetjening over længere tid vil føles lidt anstrengende. Computeren kan heller ikke vægophænges.

Den er til gengæld lidt af et udstyrsstykke med tre USB 3.0-porte, tre USB 2.0-porte, to HDMI-porte, kortlæser og stik til en Asus subwoofer, der, hvis man køber og tilslutter den, giver noget mere basniveau end normalt for disse alt i en-computere.

Der er tale om en rimelig stærk maskine med en fornuftig Intel Corei7-4500U dual core-processor.

Der er også et pænt stærkt, dedikerert grafikkort, selvom ydelsen her generelt halter lidt efter de allerbedste, selv med samme grafikort.
Computeren er til gengæld testens eneste deltager med en 128 GB ssd til operativsystemet samt en 1 TB harddisk til lagring. Begge drev er oven i købet meget hurtige, specielt er ssd’en hurtig til læseoperationer. Derfor føles Asus ET2321 også meget kvik og responsiv i brug.

Full HD-touchskærmen fungerer fint til touch. Det er samtidig en af testens mest lysstærke skærme med flotte farver, gode farveskaleringer og kontrastniveauer, der dog er set bedre. Man kan her regulere skærmindstillingerne via knapper som på en almindelig skærm.

ET2321 er også testens eneste deltager med indbygget 802.11ac Wi-Fi. Der medfølger trådløs mus og tastatur, dog er musen lille og tastaturet gennemsnitligt. En fin alt i en-computer, der får Alt om DATA’s anbefaling.