Af Aksel Brinck, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Det vakte opsigt, da Asus for et par år siden lancerede en bærbar pc med en meget stor ekstra skærm oven over tastaturet. Nu har den fået en efterfølger med flere spændende forbedringer.
ZenBook Pro Duo 15 OLED (UX582) hedder nyheden, og den har fået en nydesignet ScreenPad Plus, den sekundære 4K-touchskærm, som er i fuld bredde. Nyt er også en automatisk vippemekanisme, der skal forbedre læsbarheden og hjælper til med kølingen. Den sekundære skærm fungerer sammen med hovedskærmen, så ddu bedre kan multitaske og kaste dig ud i kreative opgaver.
Den nye bærbare er ikke overraskende en halvdyr sag, og den retter sig primært mod professionelle, som arbejder med eksempelvis kreative opgaver. Derfor er "indmaden" ambitiøst lagt an. Du kan vælge op til Intel Core i9-processor samt et Nvidia GeForce RTX 3070-grafikkort med alle de seneste fremskridt i Nvidia Studio, som er skabt specifikt til content creators.
OLED-skærm med 4K
Den 15,6” store NanoEdge-hovedskærm NanoEdge er berøringsfølsom og har et OLED-panel med alle de visuelle fordele, denne teknologi er garant for. Der er 4K-opløsning og HDR.
Panelet sidder i næsten rammeløse omgivelser, slim-bezel, med et panelareal på 93 procent.
OLED-panelet leverer høj farvenøjagtighed specielt tiltænkt professionelle grafikere og har en Pantone Validated-certificering.
Høj lysstyrke i sekundær skærm
Den sekundære touchskærm i fuld bredde har en opløsning på 3840 x 1100 px og en lysstyrke, som n er kommet op på 400 nits. Den vipper automatisk opad med op til 9,5 grader, hvilket reducerer blænding og refleksioner, så man bedre kan se skærmens indhold.
Den opgraderede ScreenXpert 2-software, der styrer ScreenPad Plus (den sekundære skærm), rummer en samling af nye og opdaterede indbyggede apps såsom den nye Windows Flick-funktion, som giver brugerne mulighed for blot at ”flicke” et vindue mellem skærmene.
Den eksisterende Task Group-app har fået et opdateret design, så brugerne kan se deres Task Groups kort og vælge deres arbejdstilstande med det samme ved at starte flere apps med et enkelt tryk.
Indbygget kontrolpanel
Kontrolpanelet giver ifølge Asus brugeren præcis kontrol i kreative apps med intuitive indstillinger til justering af penselstørrelse, mætning, lagdækning og meget mere. Kontrolpanelet fungerer i øjeblikket med Adobe Photoshop, Lightroom Classic, Premiere og After Effects
Der er plads til 32 GB RAM og hurtig lagring med op til 1 TB PCIe 3.0 x4-ssd. På tilslutningssiden finder man blandt andet 2 stk. Thunderbolt og 3 stk. USB-C-porte, der understøtter op til 40 Gbps dataoverførselshastigheder sammen med Power Delivery og DisplayPort-funktionalitet.
Disse porte giver brugeren mulighed for at tilslutte en ekstra 8K-skærm eller to 4K-skærme. Wi-Fi 6 er vist en selvfølgelighed i denne maskine.
ASUS ZenBook Pro Duo 15 OLED fås i følgende konfigurationer:
UX582LR-H2003R:
15,6", UHD, OLED, HDR, 440 nits
Intel OC Core i7-10870H (2,2-5,0 GHz)
NVIDIA RTX 3070 (GN20-E7, 8G GDDR6, 32 GB DDR4 (32 GB on board)
1024 GB PCIE G3X4 ssd
Pris: 24.499 kr.
UX582LR-H2002R
15,6" UHD, OLED, HDR, 440 nits
Intel OC Core i9-10980HK (2,4-5,3GHz)
Nvidia RTX 3070 (GN20-E7, 8G GDDR6, 32 GB, DDR4
1024 GB PCIE G3X4 ssd
Pris: 28.499 kr.