Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

ASRock X99 E-ITX

Imponerende teknik, der døjer med at finde sin plads.

Af Torben Okholm, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

vanvid, dit navn er ASRock. Der er næppe mange firmaer, som har sagt til sig selv: “Ved I, hvad vi skal lave? Vi tager en 2011-sokkel og putter den i et ITX format. Sådan!”

ASRock X99 E-ITX er intet mindre end et ingeniørmæssigt mirakel: Det at lægge en processor i Extreme Edition-klassen i ITX-formatet er i sig selv en enorm udfordring. I betragtning af, at soklen i sig selv fylder en fjerdedel af hele kortet, har ASRock stort set ingen plads at gøre godt med. Er det så lykkedes at lave et ultrakompakt Mini-ITX-kraftværk? Mere eller mindre ...

Kortet følger den traditionelle blå design-strategi fra de seneste ASRock-kort. Bevares, man ser ikke meget til det, når man har dynget det til med et grafikkort og to ddr4-blokke, men under alle omstændigheder ser dette bundkort umiddelbart ikke så tosset ud. Men når det går op for en, at man hænger på en ufiks, lille cpu-køler eller en Cooler Master Seidon 120MM, ser man måske lidt anderledes på sagen.

Når det gælder lager, har man adgang til en Ultra M.2 PCIe, fire SATA-porte på 6 Gbps og en enkelt SATA Express-port til de heldige få, der har adgang til noget, der kan køre på den. Der er naturligvis et almindeligt USB 3.0-stik, der sidder akavet bagved pci-e-slottet. Hvad køling angår, finder vi den sædvanlige beskedne løsning, man som regel ser hos ITX (om end bedre end hos lillebror Z97), med en cpu-ventilator og to kabinetventilatorer.

I/O på bagsiden omfatter fire USB 3.0-porte, to USB 2.0-porte, et eSATA-stik, de sædvanlige 5.1 audio-stik plus TOSLink, PS2 Combo-port, to Gigabit Ethernet-stik og sidst, men ikke mindst de to USB 3.1 Type A-stik til op til 10 Gbps overførsel med de nyeste lagerenheder.

Hvad ydelsen angår, er den så solid som de andre. ASRock-kort er kendte for deres evne til at overclocke, og dette kort er ingen undtagelse. Vi opnåede et stabilt niveau på 4,4 GHz på vores Core i7-5820K, og som det fremgår af testresultaterne, leverede det nogle imponerende tal og kunne endda konkurrere med Sabertooth.

Begrænsede kølemuligheder

Desværre har dette kort en alvorlig ulempe, og den hænger sammen med selve soklen. Selvom den har sin egen plade i stil med de andre 2011-kort på markedet, svarer monteringspunkterne ikke til den traditionelle 2011-form.

Det betyder, at man er utrolig begrænset, når det gælder valget af køler. Man er henvist til enten ASRocks egen cpu-køler (som, skønt den er effektiv, lyder som en mindre orkan), en Cooler Master Seidon eller en 120 mm eller 240 mm alt i en-væskekøler med den medfølgende holder. Det er ikke tiltrækkende for elskere af vandkøling.

Der er ingen tvivl om, at X99 E-ITX er et stykke imponerende ingeniørarbejde fra ASRock. Hvis man vil lave en hjemmeserver med en 2011-chip, kunne dette kort være en solid kandidat.

Bortset fra det er dette korts placering på markedet en anelse forvirrende. Det har ikke rigtig den hukommelseskapacitet eller de lagerforbindelser, der kræves til en arbejdsstation på professionelt niveau, og det er heller ikke sammenligneligt med det, man ville forvente af et gamingbundkort i topklassen (vi kan lige så godt se det i øjnene: Hvis man køber en 2011-sokkel til at spille på, kommer man sandsynligvis alligevel til at investere i mere end en gpu).