Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Er Acer Revo det perfekte, billige mediecenter?

Acers nettop Revo ligner et scoop som mediecenter og bedste ven med din
fladskærm, men kan ION-platformen og Atom-cpu’en levere varen?.

Af Jeppe R. Børsting, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Aldrig har det været lettere at få en fiks medieafspiller stående under fjernsynet, så du kan afspille både din musik, videofiler fra nettet eller indhold fra husets centrale NAS på fladskærmen. For flere og flere af de film og tv-programmer vi gerne vil sidde i sofaen og se, kan hives ned fra nettet, og kastes over på fladalteret det ikke er nødvendigt at tjekke tv-programmerne og planlægge hygge-aftenen alt efter Kenneth Plummers luner.

Revo ligner et scoop

Acer har sendt Revo på banen, og ved første øjekast ser den ud til at være perfekt til den opgave. Det er en klejn maskine, som bliver drevet af en Intel Atom cpu på 1,6GHz, den har fået 2GB ram, og 160GB harddisk. Der er både trådløst netværk og LAN, og så er der læser til hukommelseskort, hele seks usb-porte sammen med både eSATA og HDMI.

Derfor ligner Revo umiddelbart et scoop når det gælder en lille fiks maskine, der skal høre hjemme under fladskærmen, og være den centrale afspiller for dit medieindhold.

For med en lille pc sat til tv’et kan du let få både YouTube, Tv2 Sputnik eller DR’s online video på den store skærm, eller sætte den i forbindelse med en NAS eller netværksharddisk, som kan streame hjemmevideo eller musik til fladskærmen eller stereoanlægget. Men har Revo kræfterne til det, eller skal du lede videre?

Mediecenter på budget

Indmaden i Revo ligner et underligt match. Med Nvidias ION-grafik har maskinen pludselig fået flere grafikmuskler end en normal low-end pc har, dog uden det på nogen måde giver anledning til store 3d spil. Intels strøm og fart-svage Atom-cpu er flink ved din el-måler, men er langt fra noget multimedie-kraftværk. Og man står tilbage med en følelse af, at hardwaren alligevel ikke kan levere varen, den er ganske enkelt tung at danse med, i selv de mest simple opgaver

Den følelse bliver understøttet af, at Acer har fyldt Windows Vista på harddisken, og det er bestemt et problem for Atom-cpu’en. Der skal simpelthen arbejdes for meget til, at der er ydelse til overs til alt det du gerne vil bruge Revo til. Vistas indbyggede Mediacenter funktion kører nogenlunde flydende, men der er alligevel en del ventetid undervejs. Og prøver man et af de gratis mediecenter programmer, som XBMC eller boxee, får man samme oplevelse: Det kører ikke helt flydende, men det kører dog.

Det samme er tilfældet når det gælder HD video i opløsningen 1080p. Jo, Atom og ION kan godt trække den høje opløsning, når de første 5-10 sekunders hakken i begyndelsen af en HD-video er overstået. Det fungerer uden at man sidder med et prangende indtryk, og selvom vi ikke fik prøvet det af, må man tvivle på hvor meget power der er i overskud til at drive en eventuel usb-tv tuner også, så man kan optage tv-programmer på Revos harddisk – det kan vise sig umuligt.

Tvinger man Revo igennem 3Dmark 06 får man det skuffende, men forudsigelige resultat, at Revo scorer 1308 3DMarks. Især cpu’en lider under testen.

Hvor ligger problemet?

Det er Nvidias ION-chip, der står for at klare afspilningen af høje videoopløsninger. Men den chip kræver DirectX 10, der findes i Windows Vista, men ikke i en officiel udgave til XP. Derfor er Vista et krav.

Men Atom-cpu’en kan kun lige klare Vista og kan slet ikke klare HD video streamet fra nettet, for eksempel hos YouTube, fordi den slags video bliver afkodet af cpu’en, der ikke har power nok. Det er lidt som om, at det man lige har vundet på Nvidia-gyngerne sætter man overstyr hos Intel-karrusellen.

Revo kan klare nogle spil; men du skal ikke regne med mere end 15 fps i et spil som Crysis, ved lave indstillinger med en opløsning på 1024 x 768. Sims 3 eller Spore burde fungere fint, ligesom ION giver mulighed at afspille Blu-ray. Men her har vi et andet af Revos problemer. Flere af de umiddelbare fordele ved Revo fungerer kun i teorien.

For der er ikke noget optisk drev i den lille maskine, og så er det svært lige at smide en Blu-ray skive i eller at installere et spil. Selvfølgelig kan man investere i et eksternt Blu-ray drev, men så forsvinder både elegancen ved den lille maskine og Revos største plus: Den lave pris.

Revo er en god ide

Du skal smide 2100-2200 kroner i de billigste online butikker, for den lille computer, der kan klare alle hverdagens små-opgaver. Og så følger der endda et beslag med, så den kan fæstnes bag på en skærm eller tv. Det er bestemt mere end godkendt. Og når Windows 7 slår igennem er der ingen tvivl om, at Revo bliver mere tiltalende. Størrelsen på Revo er også mere end i orden, og selvom man kan diskutere designet, er det ikke en boks man vil være direkte flov over at have stående fremme.

Der følger et lille hvidt tastatur og en mus med Revo. Tastaturets små taster er man gevaldigt træt af efter fem minutter mens musen fungerer fint, om end den er lille. Vil man gemme Revo væk under tv’et vil man nok blive træt af de korte ledninger til taster og mus, og gå efter noget trådløst.

Der er ingen tvivl om, at Acer har fået en god ide med Revo. Altså en lille computer, der så åbenlyst er målrettet mod din fladskærm, og til det giver ION-platformen rigtig god mening. Men Atom-cpu’en spænder ben for helhedsoplevelsen, og gør det svært at anbefale maskinen som den helt rigtige medieafspiller. Men der er point for ideen, og lad os så håbe Acer laver en model med en Celeron cpu og Windows 7. Så stiller jeg mig forrest i køen.