Home » Betalingssoftware » Sådan får du en slip-stream Windows-installation
Sådan får du en slip-stream Windows-installation

Sådan får du en slip-stream Windows-installation

Share

Vi viser, hvordan man kan lave simple installations-cd’er, der rummer alle de hotfixes, drivere og funktioner, du skal bruge

Der er intet, vi hader mere end at fyre op under en ny installation af Windows, blot for at finde en masse nye indstillinger, opdateringer og patches, der venter på os, mens vi er i gang med Windows Update.

Bevares, der er en lille trøst i, at opdateringsprocessen er relativt automatisk – men det gælder ikke, når det drejer sig om at udstyre et nyinstalleret operativsystem med alle de nødvendige driverpakker. Listen kan være alenlang med videokortdrivere, lydkortdrivere og bundkortdrivere.

Man kan imidlertid reducere den tid og det besvær, der kræves for at få en ny installation i fin stand, ved at lave en såkaldt slip-stream installations-cd. Hvis man gør det, får man adgang til alle de patches, drivere og funktioner, man skal bruge, og de bliver nemt og automatisk integreret i ens næste installation af operativsystemet – uanset om det er XP eller Vista.

Det er især relevant nu, hvor der er kommet nye service packs til begge operativsystemer (Sp1 til Vista og SP3 til XP). Hvis din oprindelige operativsystem-cd er fra før SP’en, vil din slip-stream cd give dig alle de nye funktioner.

Afhængig af dit foretrukne operativsystem, kan du lave din skræddersyede installations-cd ved hjælp af to gratis værktøjer, nLite (www.nliteos.com) eller vLite (www.vlite.net). Lad os se at komme i gang.

Sådan laver man en XP-cd

Begynd med at downloade nLite. Peg programmet hen til den mappe, hvor dine Windowsfiler ligger. For en ordens skyld er det ikke C:Windows. Programmet skal bruge placeringen af installationsfilerne til dit operativsystem. Den nemmeste måde at gøre det på, er at sætte din installations-cd i drevet og bede nLite om at lede efter filerne der.

Når nLite har fundet dem, spørger programmet, hvor du vil have gemme de installations-filer, der siden skal modificeres med dine egne indstillinger. Lav en ny mappe på harddisken. Programmet kopierer installationsfilerne automatisk. Klik på ”Next” for at komme til Settings-menuen. Hvis du tidligere har lavet en slip-stream installation med nLite, er din konfigurations parametre opført her. Indlæs dem og tryk på ”Next”, indtil programmet beder dig brænde en cd. Færdig.

Se også:  Før, under og efter ferie: Den store sommerguide

Hvis du begynder fra bunden, skal du ignorere Settings-skærmen og klikke på ”Next”. Nu kan du beslutte, hvilke funktioner du vil ændre i forbindelse med din skræddersyede installations-cd. Af nemhedsgrunde satser vi på standardfunktionen. Men når du har leget med nLite, er der måske visse områder af din installation, som du vil lave om på. I så fald skal du fravælge dem i denne menu, så de ikke kommer frem senere.

Klik ”Next” for at indlæse XP Service Pack 3 på din Windows-cd. Når det er gjort, skal du gå til tinyurl.com/4qvth5 og downloade SP3-installationsfilen. Vælg den eksekverbare fil i nLite og tryk Next. Til lykke: Nu har du en SP3-installations-cd.

Tilpas en XP-cd

Nu, da SP3 er integreret, kigger du på nLites skærmbillede Hotfixes and Updates. Du kan integrere et hvilket som helst antal hotfixes og opdateringspakker på samme måde, som da du smed SP3 på cd’en. Det klogeste er at ignorere dette skærmbillede lige nu. Når du er færdig med at lave cd’en, og du har SP3 kørende, skal du notere de fixes, der dukker op i Windows Update og downloade dem fra Microsofts knowledge base. Derefter kan du integrere dem i en kommende udgave af din cd.

Skærmbilledet Drivers giver mulighed for at integrere drivere direkte på cd’en. Vi ville pre-installere driverne til vores videokort, og derfor hentede vi driverpakken fra Nvidias website.

Derefter uddrog vi filerne fra arkivfilen til en separat mappe og valgte denne mappe som kilde til driverne i nLite. Når man gør det, giver programmet en liste over alle driverne i mappen. I vores tilfælde er der tale om en enkelt fil. Vi valgte den, klikkede ”OK”, og kikkede ”Next”. Det fører til skærmbilledet Components, hvor man kan fjerne de uønskede dele af operativsystemet.

Se også:  Microsoft-mobilen er tilbage - nu med foldbart design og Android

Hvis du vil sikre dig mod at fjerne kritiske applikationer, skal du klikke på Compatibility og vælge de forskellige emner, der repræsenterer den funktionalitet, du vil beholde. Resten smider du ud. Vi fjernede det overflødige fra applikationssektionen og slettede en ton konfigurationer fra tastaturmenuen. Du bestemmer selv, hvad du vil vælge, men her er et godt råd: Hvis du ikke ved, hvad noget står for, skal du ikke fjerne det.

Installation af en XP-cd

Nu får du skærmbilledet Unattend. Her kan du forkorte og ændre installationsprocessen for XP. En række knapper står for de forskellige sektioner af installationsproceduren. Vi lagde ud med at skrive vores Windows-produktnøgle det rigtige sted og slå System Restore fra (vi lever på kanten af afgrunden).

Under Users tilføjede vi alle de XP-konti, vi typisk har på vores maskine, og sørgede for at knytte hver af dem til den rigtige lokale gruppe. Vi tilføjede oplysninger om navne og workgroups under Owner and Network ID og lod Domain-feltet være blankt.

Dernæst indstillede vi de rette funktioner for vores Automatic Updates og skruede skærmopløsningen lidt højere op end Windows’ standard. Tryk nu på Next. Vi ændrede ikke indstillingerne i det efterfølgende Options-skærmbillede. Det bruges til at redigere systemfunktioner, og dem vil vi gerne bevare, som de er.

Når man klikker ”Next”, får man den endelige Tweaks-menu. Her er der oplysninger, der styrer funktionalitet på operativsystemniveau. Det er sager, man typisk leger med efter at have installeret Windows. Vi brugte dette skærmbillede til at slette uønskede desktop-ikoner og justere vores Windows Explorer-funktioner i overensstemmelse med vores personlige smag. Vi vil ikke gennemgå alle mulighederne. Vælg det, der passer dig, og klik ”Next”. Så indfører nLite ændringerne.

Efter at du har klikket ”Next” en sidste gang, præsenterer nLite dig for muligheden for at oprette et image eller brænde det på et rewritable medium. Husk at trykke på enten ”Make ISO” eller ”Burn”.


TAGS
Guide
Microsoft
nLite
slipstream
windows XP

DEL DENNE
Share

Seneste Tech test
Seneste konkurrencer

Mest populære
Populære
Nyeste
Tags

Find os på de sociale medier

Modtag dagligt IT-nyhedsbrev

Få gratis tech-nyheder i din mail-indbakke alle hverdage. Læs mere om IT-UPDATE her

Find os på FaceBook

Alt om DATA

Lautrupsgade 7,
DK-2100 København Ø
Telefon: 33 91 28 33
redaktion@altomdata.dk

Datatid TechLife

Lautrupsgade 7,
DK-2100 København Ø
Telefon: 33 91 28 33
redaktion@datatid.dk

Audio Media A/S

CVR nr. 16315648,
Lautrupsgade 7,
DK-2100 København Ø
Telefon: 33 91 28 33
info@audio.dk
Annoncesalg / Prislister:
Lars Bo Jensen: lbj@audio.dk Telefon: 40 80 44 53
Annoncer: Medieinformation


Alt om DATA, Datatid TechLife  © 2019
Privatlivspolitik og cookie information - Audio Media A/S