Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Arlo Go 2: Vagthund giver alarm over mobilnet og Wi-Fi

Arlo er klar med anden generation af overvågningskameraet Go 2, som hverken behøver lysnetstrøm, signalkabling eller Wi-Fi. Her får du større batteri og højere opløsning – men en meget lavere pris.

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

På privatmarkedet for videoovervågning indtager Arlo en position, som kan sammenlignes med det smarte lys fra Philips Hue.

Der er ingen mangel på konkurrenter, men gennemtænkte kombinationer af smarte features, brugervenlighed, lave installationsomkostninger og selvfølgelig timing har gjort de to brands til ledere på deres respektive markeder.

Arlo nyder desuden godt af, at produkterne er i stald hos Verisure og indgår i dette sikkerhedsfirmas alarmløsninger.

Overvågning to Go

Det originale Go-kamera, som AOD testede i 2018, var en sensation, fordi det automatisk kunne levere video og audio fra steder, hvor man ellers måtte drage ud og observere manuelt.

Arlo fremhæver selv køretøjer, både og landejendomme, hvor det kan være umuligt eller i det mindste dyrt at trække strøm- og signalkabler eller installere Wi-Fi.

Ligesom Go bruger Go 2 primært LTE-mobilnettet (3G/4G), som med undtagelse af nogle relativt få døde områder er tilgængeligt i hele den befolkede del af verden. Det kræver blot, at kameraet udstyres med et SIM-kort til data, der hos vores udbyder koster ekstra 30 kroner om måneden.

Med Go 2 kan Arlo helgardere overvågningen, for det nye kamera har også fået et indbygget Wi-Fi-modul, der kan tilgå et trådløst netværk med et aktiveret 2,4 GHz-frekvensbånd. Med Wi-Fi holder batteriet længere, og hvis et trådløst netværk går ned, kan mobilnettet tage over.

En mindre forbedring af billedkvaliteten er et løft af kameraet fra HD (720p) til FHD (1080p) video. Det genopladelige batteri – og kamerahuset – er også blevet større og kraftigere.

Kapaciteten er næsten tredoblet fra 17,6 Wh til 46,8 Wh, men Arlo oversætter ikke selv disse tal til brugstid. Et amerikansk medie mener at vide, at Go 2 kan køre op til fire måneder med 4G og helt op til et år med Wi-Fi. Det svarer til en fordobling af forgængerens batteritid.

Kameraet har det sædvanlige sort/hvid-nattesyn ved hjælp af infrarøde lysdioder med op til 7,5 m rækkevidde, og det har nu også fået en ”LED-projektør” til farve­optagelser på kortere afstand.

Appen ikke så logisk

Arlo Secure-appen gør det nemt at komme i gang med Arlo Go 2. Man starter med opsætningen til mobilnettet. Hvis man også vil bruge Wi-Fi, gentages processen, og så får denne opkobling prioritet, så længe den virker. Det kan være nødvendigt at skifte manuelt, hvad der foregår ret dybt inde i appen og ikke altid virker lige logisk.

Med i prisen er tre måneders gratis brug af appen og alle dens faciliteter, heriblandt skylagring og AI-baserede detekteringsfunktioner, som gør kameraet i stand til at skelne mellem mennesker, dyr og pakker i synsfeltet. Derefter skal man tegne et abonnement.

Men man kan også sætte et microSD-kort i kameraet og lagre optagelser af registrerede hændelser lokalt. Det sidste er billigst i længden, men så skal man leve med risikoen for at miste disse data, hvis kameraet bliver defekt – eller stjålet.