Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Arbejdstiden benyttes til at surfe privat

Medarbejdere i danske virksomheder surfer flittigt i
arbejdstiden. Det medfører ikke kun en sikkerhedsrisiko for virksomhederne, men
er reelt også spild af både tid og penge, mener it-sikkerhedsvirksomheden
Infinigate.

Af Jan Kalf Larsen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Netbank, internet-butikker, spillesider og sågar pornosider. Det er blandt de web-sider, mange danske medarbejdere bruger arbejdstiden til at besøge.

Og mange medarbejdere tager det for givet, at det er deres ret at surfe privat i arbejdstiden. De færreste tænker nemlig på, at de ikke kun udsætter sig selv for en øget mængde af farlige programmer og vira, men dermed også virksomhedens netværk og arbejds-pc'er.

De tænker ofte heller ikke på, at de spilder både arbejdspladsens tid og penge ved at bruge arbejdstiden til private gøremål. Og tænker de over den del, så bruger de ofte i stedet pauserne til at surfe på internettet. Uanset hvad, kan de være med til at belaste arbejdspladsens samlede båndbredde unødigt.

Men at anvende pauserne løser ikke problemet. For det første er faren fortsat den samme for virksomhedens netværk og computere. For det andet er pauserne jo indført for netop at holde nødvendige pauser i løbet af en måske ellers lang dag foran skærmen.

Lander mellem to afdelinger

It-sikkerhedsvirksomheden Infinigate, der har distribueret webfilter-produkter gennem flere år, har haft god mulighed for at følge udviklingen på nærmeste hold. Her undrer man sig over, at virksomheder kun meget langsomt tager webfilter-teknologi til sig, når de samtidig køber en lang række andre sikkerhedsløsninger.

"Webfilter-løsninger lander mellem to afdelinger i virksomheden. Vores erfaring siger, at it-chefer ikke ønsker at gøre sig uvenner med de andre ansatte," fortæller administrerende direktør Dennis Wøldike, Infinigate.

"Samtidig blander virksomhedens direktør sig helst ikke i it. Derfor får denne vitale beslutning lov til at ligge i årevis."

Begrænsninger giver fordele

Medarbejdernes utilfredshed med, at der bliver lukket for adgang til porno og spillesider modvejes, ifølge Dennis Wøldike, af de positive gevinster:

"For det første undgår virksomheden, at medarbejdere gældsætter sig på spil i arbejdstiden. For andet opnår virksomheden højere produktivitet og bedre samarbejde, når folk passer deres arbejde," siger han.

"Samtidig giver det luft til at holde de nødvendige og velgørende pauser," pointerer Dennis Wøldike.

Ifølge Infinigate-direktøren har tiden vist, at brugere accepterer begrænsninger i brugen af deres pc gennem færre rettigheder og såkaldt tynde klienter, hvor der ikke engang findes en harddisk til billeder og andre private ting.

"Gevinsten ved disse systemer har blandt andet været mindre tidsforbrug på it-support og sikkerhedsproblemer," siger Dennis Wøldike.

Sørg for en decideret politik

Selv om Dennis Wøldike erkender, at der kan være fordele ved at lade medarbejderne surfe i arbejdstiden, så kommer det ofte meget an på, hvad virksomheden beskæftiger sig med. Men det kan have sine fordele, at medarbejderne kan holde sig ajour med for eksempel konkurrenter og aktuelle begivenheder.

"Det er dog vigtigt, at danske virksomheder tager stilling til, hvordan internettet skal anvendes på den enkelte arbejdsplads. Vi anbefaler derfor, at virksomheden laver nogle interne regler for brugen af internettet og måske diskuterer det med medarbejderne, så alle er enige. Det drejer sig kort og kort om virksomhedens interne politik," slutter Dennis Wøldike.


[themepacific_accordion]
[themepacific_accordion_section title="Fakta"]

30 minutter om dagen

[/themepacific_accordion_section]
[/themepacific_accordion]