Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Apple Watch Series 3 GPS + Cellular: Apple-ur med 4G

Apples seneste smartwatch har sin egen indbyggede forbindelse til det mobile internet.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Én ting har hæmmet de smarte ure i alvorlig grad. Og det er, at de har været afhængige af en smartphone for at være ”smarte”.

De fleste smart-ure får al deres data via brugerens mobiltelefon, men sådan er det ikke med 4G-udgaven af Apples seneste smartwatch. For den har nemlig sin egen indbyggede forbindelse til det mobile internet, og nu har 3, som indtil videre det eneste danske teleselskab, åbnet op for, at du kan få et separat dataabonnement til uret.

SIM-kortet er indbygget i uret og skal blot aktiveres fra din iPhone. Når det er gjort, så er Apple Watch en langt mere selvstændig enhed, end den var tidligere. Dog er det stadig lidt begrænset, hvad du reelt kan bruge uret til uden din mobil koblet på.

Begrænset udvalg af apps

Du kan selvfølgelig både modtage opkald og sms’er direkte, men notifikationer og beskeder fra andre tjenester kræver, at der findes en Watch-app til dem. Og man finder hurtigt ud af, at det ikke ligefrem vrimler med den slags.

Der findes en god håndfuld fitness-apps, så du trygt kan træne uden at have mobilen med dig, men ellers er en stor del af den udvidede funktionalitet på nuværende tidspunkt bundet op omkring Apples egne apps og tjenester. Når det gælder direkte streaming af musik fra uret til et trådløst tilkoblet Bluetooth-headset - hvilket er en af de mest geniale ting ved et ur med mobilforbindelse - så kan det lige nu kun ske via Apple Music.

Der findes ikke en Spotify eller Tidal-app til uret. Rutevejledning sker også via Apples egen korttjeneste, som giver dig hjælp til at finde vej, uden du har mobilen i lommen. Du kan desuden stemmestyre uret med Siri, når Apple Watch er på 4G og betaling med Apple Pay er også en mulighed, omend tjenesten ikke er så udbredt i Danmark endnu.

Ikke helt i mål

Om det så er nok til, at du vil spendere de ekstra penge på en 4G-version af uret, må være op til dig selv at afgøre. Men mulighederne for at udnytte mobilforbindelsen vil selvfølgelig blive større med tiden, og man kan sagtens skimte en fremtid, hvor du helt kan undvære din smartphone, blot du har uret på håndleddet. Den er dog stadig et stykke ude i horisonten.