Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Apple TV 4K: Klar til den nyeste underholdning

Det opgraderede Apple TV 4K gør streaming nemmere. Der er en ny, fin betjening, og du kan farvekalibrere outputtet. Enheden giver dig et komplet og intuitivt underholdningsunivers, viser vores test.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Er du ikke tilfreds med den Smart TV-løsning, der er indbygget i dit TV, kan Apple TV være vejen til en bedre oplevelse. Især for Apple-brugere er det oplagt, men selv for dem uden andre Apple-enheder i hjemmet kan det være en glimrende løsning.  Den giver dig et komplet og intuitivt underholdningsunivers på enhver skærm.

Den nye boks har samme design som forgængeren, fjernbetjeningen er dog redesignet. En mere stilsikker sag i sølvfarvet aluminium med sorte knapper.  Forgængerens touchoverflade er afløst af en ring, hvor der kan klikkes frem og tilbage, op og ned, på rolig og kontrolleret vis. Tak for det. En touchfølsom knap inden i ringen giver dog fortsat mulighed for at navigere med touch, hvis man skulle foretrække det. 

Indvendig er Apple TV opgraderet med en A12 Bionic-processor, som har et par år på bagen, men stadig er en stærk chip, og boksen har fået Wi-Fi 6, så der er fuldt tryk på den trådløse internetforbindelse. Og det kan der være behov for, hvis man streamer indhold i den maksimale kvalitet. 

Det nye Apple TV understøtter nemlig 4K HDR i 60 fps med mulighed for Dolby Vision og Dolby Atmos-lyd. Boksen er således gearet til de nyeste underholdningsproduktioner og leverer generelt en klippestabil ydelse med flot, roligt billede. Du må dog selv købe et HDMI 2.1-kabel, hvis du skal have det fulde udbytte. Det følger ikke med.

En velkommmen ny feature er muligheden for at farvekalibrere outputtet, så indholdet gengives optimalt på dit tv. Det sker ved at holde mobilen op mod fjernsynet, når et flimrende telefonikon vises. Resultatet er godt. Desværre fungerer det kun på almindelige tv’er; ikke på eksempelvis projektorer, hvor Apple TV ellers ellers kan være en god løsning, da projektorer sjældent kommer med et Smart TV-system indbygget. En anden, lidt ærgerlig begrænsning er, at Dolby Atmos ikke kan streames trådløst til kompatible højttalere. Kun til Apples egne, som ikke er tilgængelige i Danmark.

Ikke desto mindre er det nye Apple TV en velfungerende og relativ prisfornuftig løsning til den, der ønsker et komplet underholdningssystem tll tv’et.

Apple TV 4K koster henholdsvis 1499 kroner (for 32 GB) og 1699 kroner (for 64 GB).
Samlet vurdering: 5 af 6 stjerner