Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Apple Macbook Air

Et nyt år, en ny Macbook Air, sådan plejer tidens skiften nogenlunde at
være på æble-farmen, der henover sommeren kunne præsentere årets høst af
lette og luftige Macbook Air-maskiner.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Designet er, som vi kender det, og selvom man kunne tale om et eventuelt design-dovenskab, er det svært at klage, når vi har at gøre med en computer så elegant som denne.

Heller ikke indvendigt er der sket de store fornyelser udover den obligatoriske opgradering af processor, som nu kommer fra intels nye Haswell-sortiment. Vi testede en maskine med Core i5 og kan absolut ikke klage over ydelsen. Hvor Macbook Air tidligere var en blodfattig sag til de lettere opgaver, er der nu tale om en stærk og velkørende laptop, som klarer selv forholdsvis krævende opgaver.

Hvad der imponerede mest var dog batterilevetiden, som med Haswell-processorerne er øget ganske betragteligt. Op til 12 timer får du på en opladning, og kombinerer du det med den fantastisk lange standbytid, har du en computer, der meget sjældent skal i stikkontakten - i løbet af den uge, vi testede, havde vi ikke brug for at lade den.

Som nogle af de første få maskiner på markedet understøtter MacBook Air nu også den nye ac-standard, så du med kompatibelt udstyr får væsentligt hurtigere Wi-Fi-forbindelse.

Skulle man komme med kritik, må det være, at lyden i maskinen er ret ringe og kan gøre selv TV Avisen anstrengende at høre på, da stemmer nemt bliver skingre. Det kan gøres bedre, selv for så tynde maskiner som denne, så vores ønske til næste års Macbook Air må være en lille opstramning på lydfronten