Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Apple iPhone Xr: Den "billige" iPhone er det bedste køb

For dem der ikke er villige til at smide et femcifret beløb efter en iPhone Xs eller Xs, byder Apple heldigvis på et billigere alternativ.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Selvom man ikke ligefrem kan kalde iPhone Xr for en lavpristelefon, er den nede i et leje, der er betydeligt mere overkommeligt end Xs’erne, og det uden at du skal give afkald på særlig mange af de fede features i de dyre modeller.

Den 6,1” store skærm, som ligger midt mellem de to Xs’ere, er af LCD-typen, men det er ikke fordi, der er megen forskel sammenlignet med de OLED-skærme, der sidder i de to andre. Farvestyrke, kontrast og betragtningsvinkler er en lille smule ringere, men det er virkelig nede i petitesseafdelingen, hvor det reelt set ikke gør en forskel. Dog går skærmen ikke helt så langt ud til kanterne som på Xs’erne.

Du må leve med en smal sort ramme omkring den. Alligevel føles mobilen mærkbart mindre og mere håndterlig end iPhone Xs Max. Den er samtidig også lettere, da der er anvendt aluminium i stedet for rustfrit stål omkring glasset. Den har en størrelse, som formentlig vil passe mange rigtig godt, og så fås den også i en række friske farver. Der er anvendt det samme hårdføre glas som på Xs’erne, dog har iPhone Xr ikke IP68-certificering men ”kun” IP67.

Processoren er præcis den samme som i store modeller, så kræfter er der ikke mangel på. Hovedkameraet er også det samme, dog må du undvære telelinsen. Der er derfor ikke mulighed for optisk zoom, men resten af funktionerne fra Xs-modellerne er tilgængelige, inklusiv Smart HDR samt bokeh med justerbar skarphed, både på bagkamera og frontkamera. Mulighederne for at lave kunstig lyssætning er dog lidt færre.

Vi testede kameraerne direkte op imod hinanden, og der er ingen forskel i billedkvalitet på et helt almindeligt skud. Derudover er funktionerne faktisk de samme på Xs-modellerne, så for en mere dybdegående test kan du læse Alt om DATA 16. I vores optik er den marginale forskel ikke værd at betale så meget ekstra for, så vi ville uden tvivl vælge Xr, hvis vi skulle investere i en iPhone.