Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Apple iPhone 8 (refurbished fra Swappie): Gammel iPhone kan stadig

En istandsat iPhone af ældre dato kan udgøre et fint alternativ til de billige Android-modeller.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

En iPhone er normalt ikke på tale når man kigger efter en prisvenlig mobil under to tusind kroner.

Kan du leve med en ældre model, er der dog god mulighed for at få en mobil med æble-logo til billige penge.

Endda med garanti, ny skærm, batteri og hvad der ellers gør, at den står som funklende ny. Vi har fået fingre i en iPhone 8 fra Swappie, der sælger istandsatte iPhones.

Sejlivet design

Den testede model var kosmetisk perfekt, uden skyggen af ridser og revner. Designet kan synes forældet med sin store skærmramme og fysiske hjemknap, men det er det samme som klæder den populære iPhone SE, så altså et design, der fortsat lever i bedste velgående.

Det kompakte design og den lille skærm vil tiltale dem, der foretrækker en håndterbar ethåndsmobil, der fylder minimalt i lommen. Skærmen er ikke så hurtig som mange af markedets nyere mobiler, men billedkvaliteten er glimrende.

En olding med fart på

Kameraet, med blot en enkelt linse, kan synes primitivt i forhold til tidens nyeste mobiler. Der er ikke samme alsidighed i funktionaliteten, men iPhone 8 byder på optisk billedstabilisering, hvilket ellers ikke fås i denne prisklasse. Det giver fin skarphed, men desværre er farverne lidt uldne.

På ydelsen er der intet at klage over. Apple er generelt langt foran på processorkraft. Slående er det det dog alligevel at den gamle mobil stadig er langt foran nye Android-mobiler i samme prissegment. De 2 GB ram giver dog ikke megen mulighed for multitasking og det lille batteri klarer ikke mere end en dag.

Mobilen kan dog oplades trådløst, hvilket ikke en feature man vil finde i en ny mobil til denne pris.

Den kan opdateres til nyeste iOS, men du bør være opmærksom på, at der måske kun går et par år, før det er slut med opdateringer. Og så kan funktionaliteten blive begrænset. Mange har eksempelvis haft problemer med at iPhones af blot lidt ældre dato ikke har været i stand til at køre MitID.