Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Apple iPad Pro 2018: Apples tablet banker de fleste bærbare

Kræfterne i den nye iPad Pro er enorme, mens en ny USB C-port åbner op for et væld af tilslutningsmuligheder.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Formålet med iPad Pro har fra starten været, at den skulle kunne erstatte en bærbar computer. Men hvem havde troet, at den ret faktisk skulle overgå den? Det er langt henad vejen tilfældet med den nyeste version.

Helt nyt design

Vi testede versionen med en 12,9”-skærm. Her er man oppe i en størrelse, der matcher mange nyere bærbare. Skærmen er strukket længere ud til kanterne end på forgængeren, så trods det større skærmareal er den nye iPad Pro ikke fysisk større, og med en tykkelse på blot 5,9 mm og en vægt på kun 633 gram er det en let og håndterbar sag.

Skærmkvaliteten matcher de nyeste iPhones, blot blæst op i væsentligt større format med tilsvarende højere opløsning. Du vil få umådelig svært ved at finde bedre skærm i en tablet.

Den flotte skærm suppleres af fire nydesignede højttalere, som formår at få det meste af frekvensspektret med og skaber en overbevisende surround-fornemmelse, hvor du tydeligt hører, hvordan forskellige kilder bevæger sig i lydbilledet.

Kameraerne har arvet nogle af funktionerne fra de nyere iPhones, som eksempelvis Smart HDR og portræt-tilstand. Til at optage video, som kan skydes helt op til 4K 60 fps, får du desuden glæde af hele fem mikrofoner, som sørger for et detaljeret stereobillede.

Farvel til Lightning

Frontkameraet er et såkaldt True Depth kamera, som giver mulighed for avanceret ansigtsgenkendelse. Det fungerer både, når du betragter skærmen vertikalt og horisontalt og genkender dig, uanset om det er nat eller dag. Apple er så sikre på effektiviteten, at de har valgt at droppe fingeraftrykslæser i iPad Pro, og det er sådan set helt fint med os.

At Apple så også har valgt at skrotte minijackstikket, er vi mindre tilfredse med. I en enhed så stor burde det altså være muligt at få plads til det lille stik. Til gengæld formår Apple til overmål at kompensere ved – endelig langt om længe – at byde på en USB C-port i stedet for det gamle Lightningstik.

Det betyder ikke bare, at du kan oplade iPad Pro hurtigere, det betyder også, at du kan tilslutte andre enheder, mens du oplader, og at du endda kan bruge strømmen i din iPad Pro til at oplade andre USB-produkter.

Endnu vigtigere betyder det, at mulighederne for at forbinde Apples tablet til andre elektroniske apparater er markant større. Hent eksempelvis billeder fra dit kamera direkte ind i din iPad, tilslut en ekstern harddisk eller slut den lille tablet til en 5K-skærm for at få film og billeder op i stort format med fuld opløsning.

Mulighederne er nærmest uendelige. I princippet i hvert fald. For én ting er, at det kan kræve en adapter at få stikket fra ekstern enhed konverteret til USB C, en anden er, at det selv med den rette adapter ikke er alle enheder, der vil understøtte tilslutningen. Det er dog ikke desto mindre en kæmpe forbedring i forhold til Lightning-stikket.

Heftig processor

Den flotte skærm og de udvide-de tilslutningsmuligheder gør iPad Pro attraktiv for de kreative, der vil arbejde på farten. Kreativt arbejde kræver computerkræfter, men det leverer Apples tablet da så også i den grad.

Den nye A12X Bionic-processor er en særdeles heftig lille sag, der giver baghjul til selv nogle af de bedre Core i7-processorer. Ydelsen er således højere, end langt de fleste bærbare computere, du kan købe i dag.

Det er derfor ikke kræfterne, der sætter grænser for, hvad du kan bruge iPad Pro til. Og med op til 1 TB lager indbygget kommer du heller ikke til at mangle plads.

Da Apple samtidig har sørget for at stille et godt udvalg af tilbehør til rådighed, er det faktisk få ting, du ville gøre med en bærbar, som du ikke ville kunne gøre nogenlunde ligeså godt med en iPad Pro. Med Smart Keyboard Folio får du et glimrende keyboardcover med to vinklinger af skærmen, mens den ultrapræcise Apple Pencil kan styres med touch og hæftes magnetisk på siden af skærmen, hvor den oplades trådløst.

Mobilt styresystem

Mens der på hardware-siden ikke er de store begrænsninger, så kan styresystemet muligvis give det. Her er du nemlig bundet til det mobilbaseret iOS. Det behøver ikke at være et problem. Mulighederne i iOS er mange og vokser hele tiden.

Office-pakken er tilgængelig, snart kommer Photoshop i fuld version, men der vil stadig være risiko for, at du støder på ting, som du er vant til at bruge på din Mac eller Windows-pc, men ikke kan bruge på iPad Pro.