Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Apple iPad 7. generation: iPad overtager arbejdet

Den nye iPad er ikke opsigtsvækkende i sig selv, men tilbehøret og det helt nye styresystem gør den i stand til meget mere end forgængerne.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Ved introduktionen slog Apple blandt andet på, at den er stærkere end den mest populære bærbar på markedet. Umiddelbart en sær udmelding. Vi har at gøre med en tablet – hvorfor så sammenligne med en bærbar?
Ved nærmere eftersyn begynder det dog at give mening. Den nye iPad er sat i verden for at erstatte din bærbare pc.

Alt som det plejer

Det er 7. generation af Apples regulære iPad – ikke Pro eller mini, men den helt basale iPad. Det er umiddelbart en ret undseelig sag. Okay, den er lidt større og er selvsagt forsynet med en bedre processor end den forrige version, men ellers er alt rimelig meget, som det plejer.

Det er klassisk iPad på godt og ondt, med lige lovlig stor ramme omkring skærmen, fysisk hjem-knap med fingeraftrykslæser, og det efterhånden temmelig uddaterede Lightning-stik i bunden (men heldigvis også en gammeldags hovedtelefon-udgang).

De rette redskaber

Det er således ikke så meget tabletten i sig selv, der er noget særligt. Det er det tilbehør, og den software den kommer med, som åbner op for helt nye muligheder.

For første gang understøtter en iPad i den nederste del af hierarkiet nu også Smart Keyboard. Klik keyboard-coveret fast i siden, vip iPad på langs og tip skærmen op med den simple foldemekanisme. Så kan du taste løs som på en bærbar pc. Tasterne er selvsagt ikke af samme klasse som på en god bærbar, men det er til enhver tid at foretrække frem for touch-tastaturet.

Apple Pencil understøttes ligeledes, og det betyder, at der også kan tegnes, skrives og redigeres i hånden, som med en rigtig pen. Det er kun første generation af pennen, der understøttes. Den er heldigvis også betydeligt mere overkommelig i pris end den nye, dog uden at være billig. Et fuldt sæt med både keyboard og pen vil koste dig over to tusind kroner.

Mere multitasking

Hardwaren er således på plads til at udføre arbejde og kreative opgaver, og nu er softwaren faktisk også til det. Denne iPad lanceres med iPadOS, Apples nye styresystem dedikeret til iPad.

Det gør bedre brug af den skærmplads, du har til rådighed. De widgets, nyheder, genveje, kalenderaftaler osv., du er vant til at kunne hive ind fra venstre på iPhone, kan du have som en del af startskærmen med ledig plads til apps ved siden af.

Der er også kommet betydeligt flere muligheder for multitasking. Der er mulighed for at splitte skærmen op mellem to forskellige apps, mens Slide View-funktionen gør det nemt at skifte mellem flere aktive apps hurtigt.

Safari er desuden optimeret til at vise hjemmesider som på en pc, og der understøttes nu eksterne drev via en adapter til Ligtning-porten.

Meget iPad for pengene

Er det så tid til at skrotte den gamle laptop og købe en iPad i stedet? Hvis behovene ikke er for voldsomme, så kan det sådan set godt være en løsning. Skal du skrive meget eller arbejde med store projekter, bliver du hurtigt træt af det bløde tastatur og den trods alt ret begrænsede skærmplads.

Og så er kræfterne altså heller ikke så overrumplende som Apple lægger op til. Vi ved ikke nøjagtig, hvilken bærbar der er sammenlignet med, men de fleste, vi har forbi testbordet, er betydeligt stærkere.

Skærmkvaliteten er dog fin, højttalerne udmærkede og kameraerne anstændige, så uanset, hvad du har tænkt dig at bruge den til, får du faktisk ret meget tablet for pengen.