Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Apple AirPods Pro: Luksus-buds til Apple-brugeren

De når ikke samme klasse i lydkvalitet som testens bedste, men har ANC, der dræber al støj nær dig.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det har kun været muligt at have AirPods med i testen, fordi der er tale om Pro-modellen. Standard-modellen passer ikke ind i vores ører og giver ingen mulighed for tilpasning. Det gør Pro-modellen. Den har tre gummidutter af forskellig størrelse, og med den største sat på enden af ørestykkerne, passer AirPods Pro testholdets XL-ører.

En Pind i øret

Sættet leveres i en fiks lille æske, der er nem at have i lommen. Ørestykkerne kan dog være lidt svært at hive ud. Vi bliver aldrig tilhængere af ”stang-ud-af-øret”-designet, men det er nu engang AirPods varemærke, og efterhånden har vi lært at leve med det.

En fordel er, at den fysiske betjening er henlagt til mikrofonstangen, som er touchfølsom. Dermed slipper du for at slå direkte ind mod øret, når du styrer musik.

Imponerende 3D-lyd

AirPods kan godt bruges med Android-enheder, men Apple-brugere får mest ud af dem. De registreres, med det samme du åbner æsken, når du bruger iPhone og er dybt integreret i iOS med direkte betjening af vigtige funktioner i kontrolcentret.

Her kan du blandt andet aktivere støjreduktion og transparens. Førstnævnte er på niveau med markedets bedste. Med et sug bliver stort set al omgivende lyd slugt. Transparens-tilstanden er også fin, om end den booster omgivende lyde lovlig meget.

AirPods Pro har et sejt trick i ærmet: Rumlig Lyd. Denne tilstand skaber en fornemmelse af, at lydene er overalt omkring dig, ligesom i biografen. Du kan tilmed vælge, om lyden skal placeres efter dit hoveds bevægelser. Det fungerer bedst med lyd mixet i et surroundformat som Dolby Atmos og giver en imponerende oplevelse.

Også almindelig stereomusik lyder rigtig godt på AirPods, som automatisk tilpasser gengivelsen dine ører. Der er dog et stykke op til testens bedste. Største minus ved sættet er den korte batteritid.