Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Apple 13” MacBook Pro M1: Meget Mac for pengene

Apple har for første gang brugt sin egen processor i en MacBook Pro, og det betyder ikke bare stærk ydelse, men også en overraskende god pris for den nye 13”-MacBook Pro.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Apple har anvendt deres egne processorer i mobiler og tablets i mere end et årti. Processorer, der især de seneste år er stukket voldsomt af fra konkurrenterne, når det gælder ydelse.

I computere har Apple hidtil holdt sig til Intel-processorer og AMD-grafikkort. Men ikke længere. Med de nye Mac’er er Apple gået over til sine egne M1-processorer. Det gør underværker for den nye MacBook Pro.

Alt i én chip

Den ligner sig selv i det ydre. En smuk og velbygget bærbar, som med den glimrende Touch Bar, en dejligt stor touchpad og ikke mindst det nye Magic Keyboard er en fryd at arbejde på.

Den er opgraderet med nye Thunderbolt-porte, som understøtter USB 4, ligesom mikrofoner og webkamera har fået et løft, så kvaliteten af videomøder bliver bedre.

Det er dog først og fremmest i det indre, der er sket noget. Den nye M1-processor integrerer cpu, gpu, hukommelse og sikkerhed i én chip, og det gør samarbejdet mellem de enkelte dele mere effektivt.

Nu du kan Køre iPhone-apps på Mac’en

MacBook Pro kommer med en ny udgave af styresystemet Big Sur, optimeret til at få det bedste ud af M1-processoren. Det giver sig udslag i blandt andet bedre ydelse i Safari og flere af Apples andre programmer.

Intel-baserede programmer skal gennem ”Rosetta”, en bro, som sikrer gnidningsfri kørsel, indtil udviklerne får tilpasset deres programmer til den nye platform.

Til gengæld kan apps fra iPhone og iPad køre på MacBook’en. Det fungerer fint, men det er langt fra alle iOS-apps, der er tilgængelige, og det er heller ikke alle, der er optimeret til pc-brug.

Konstruktionen giver dog også nogle begrænsninger. På nuværende tidspunkt er det kun muligt at få MacBook Pro M1 med op til 16 GB ram. En fornuftig kapacitet for de fleste, men til massiv multitasking eller store videoprojekter kan det være i underkanten.

Kræfter til det meste

13”-modellen er den billigste. Set i det lys er det imponerende, hvor godt den yder. I Geekbench 5 scorer den i single-core 1710 og i multi-core 7318. Du får svært ved at finde en Windows-pc til denne pris, der kan matche det.

På grafik leverer den også glimrende. En Geekbench-score på 18.539 er flot for en bærbar af denne type, uden dedikeret grafikkort. Det er bedre end den integrerede grafik i en 11. generations Core-i7, om end distancen er ikke er alenlang. Ydelsen nærmer sig ikke den du får med et godt dedikeret grafikkort, men den er høj nok til, at du kan klare krævende grafiske opgaver i InDesign, Photoshop, Final Cut m.m. Og ganske rigeligt til, at du kan spille de fleste computerspil uden problemer.

Det hurtige ssd-lager gør også sit også til, at det hele glider med en imponerende smidighed.

Batterilevetiden finder man næppe bedre i en maskine af denne beskaffenhed. Du kommer uden problemer gennem en hel dag, fra morgen til aften, med aktiv brug af diverse applikationer.

Et rigtig godt køb

En Intel-baseret MacBook med Core-i9 og et stærkt grafikkort vil fortsat give dig bedre ydelse, men den koster også betydeligt mere.

Det er forholdet mellem pris og ydelse, der i sandhed er banebrydende for M1-modellen. Det skal blive spændende at se, i hvilken grad det vil rykke markedet.