Apple har anvendt deres egne processorer i mobiler og tablets i mere end et årti. Processorer, der især de seneste år er stukket voldsomt af fra konkurrenterne, når det gælder ydelse.
I computere har Apple hidtil holdt sig til Intel-processorer og AMD-grafikkort. Men ikke længere. Med de nye Mac’er er Apple gået over til sine egne M1-processorer. Det gør underværker for den nye MacBook Pro.
Den ligner sig selv i det ydre. En smuk og velbygget bærbar, som med den glimrende Touch Bar, en dejligt stor touchpad og ikke mindst det nye Magic Keyboard er en fryd at arbejde på.
Den er opgraderet med nye Thunderbolt-porte, som understøtter USB 4, ligesom mikrofoner og webkamera har fået et løft, så kvaliteten af videomøder bliver bedre.
Det er dog først og fremmest i det indre, der er sket noget. Den nye M1-processor integrerer cpu, gpu, hukommelse og sikkerhed i én chip, og det gør samarbejdet mellem de enkelte dele mere effektivt.
MacBook Pro kommer med en ny udgave af styresystemet Big Sur, optimeret til at få det bedste ud af M1-processoren. Det giver sig udslag i blandt andet bedre ydelse i Safari og flere af Apples andre programmer.
Intel-baserede programmer skal gennem ”Rosetta”, en bro, som sikrer gnidningsfri kørsel, indtil udviklerne får tilpasset deres programmer til den nye platform.
Til gengæld kan apps fra iPhone og iPad køre på MacBook’en. Det fungerer fint, men det er langt fra alle iOS-apps, der er tilgængelige, og det er heller ikke alle, der er optimeret til pc-brug.
Konstruktionen giver dog også nogle begrænsninger. På nuværende tidspunkt er det kun muligt at få MacBook Pro M1 med op til 16 GB ram. En fornuftig kapacitet for de fleste, men til massiv multitasking eller store videoprojekter kan det være i underkanten.
13”-modellen er den billigste. Set i det lys er det imponerende, hvor godt den yder. I Geekbench 5 scorer den i single-core 1710 og i multi-core 7318. Du får svært ved at finde en Windows-pc til denne pris, der kan matche det.