1 Tweakpower
Tweak din computer
Systemoptimeringsværktøjer som TweakPower har sin berettigelse, men man skal gøre sig klart, at den udstrakte automation af de udførte opgaver har sin pris. Det kan blandt andet være svært at overskue, hvad der renses ud i. Derfor er det skønt, at du inde fra programmet kan lave et gendannelsespunkt i Windows, hvilket du altid bør gøre, inden du kører et program af denne type. Når det er sagt, ser TweakPower ud til at være et fint eksemplar af programtypen, og du får tilmed et hurtigt overblik over pc,en.
2 Tank Stars
Tanks, balistiske baner og nostalgi
Tank Stars til iOS- og Android-enheder er et skydespil, hvor du præsenteres for et landskab set fra siden. Du styrer en tank, og formålet er at ramme modstanderens tank. Du skal vælge den rette balistiske bane for dine missiler og granater. En meget enkel idé, der heller ikke er spritny, må man sige. Men spillet er faktisk ret afslappende, selv om det ligesom mange andre gratis spil til smartphones er proppet med integrerede reklamer. Når vi alligevel vover et øje og kårer programmet til det foretrukne i dette nummer af AOD, skyldes det spillets lige dele uforpligtende underholdning og rendyrket nostalgi. De af os, hvis fødselsattest blev skrevet et pænt stykke tid før årtusindskiftet, og som har benyttet MS-DOS og Qbasic, vil med garanti huske spillet Gorillas, eller slet og ret Gorilla.bas, som filnavnet hed. Her var det gorillaer, der skød bananer efter hinanden fra toppen af skyskrabere, men ligheden er der. Tank Stars er selvfølgelig en smule mere avanceret.