Som sædvanlig begynder vi med at strippe kabinettet og fjerne ethvert element, der kan komme i vejen under byggeriet. Det indebærer fjernelse af det hærdede glasvindue bag panelet, eventuelle ventilatorfiltre og gitre og frontpanelet.
Man kan også benytte lejligheden til at fjerne harddiskbåsen, hvis man ikke ønsker at bruge de gamle 3,5”-standarddrev, fordi det vil give mere plads til at manøvrere nederst i kabinettet, når man installerer strømforsyningen.
Det er ikke første gang, vi har brugt dette kabinet, for vi konstaterer, at to af dets PCIe-slotbeslag er blevet fjernet forud for dette projekt. Er det en ildevarslende metafor for gpu-branchens tilstand i øjeblikket?
Vi forbereder det meste af dette projekt uden for kabinettet. Det er ikke ubetinget nødvendigt, men det gør livet lettere, når man installerer kølere, bagplader og M.2-drev, fordi der ikke er noget, der kommer i vejen for en selv og bundkortet.
Vi lægger ud med den mest kritiske del af projektet, nemlig installation af processoren. Vi er lidt misundelige på AMD-proceduren – Intels LGA-processorer har pins anbragt i soklen i stedet for på processoren. Når man installerer, løfter man sikkerhedsbøjlen på højre side, hæver forsigtigt beslaget og sætter processoren på plads.
Når man placerer den, kan man enten gøre det, så man læser processorens tekst fra venstre til højre (som vist nedenfor) eller efter den gyldne trekant ved dens nederste venstre hjørne. Når den er på plads, sænker man beslaget ned og under torx-skruen, før man fører bøjlen i position.Plastiklåget springer af, og så er man færdig.
Vi er ikke sikre på, hvad et Lightning Gen4 M.2-slot er, men hvis det minder om et PCIe 4.0 M.2-slot, er denne enhed superhurtig. Den store fordel, vi har i forhold til vores AMD-modstykke, er, at Core i5-11600K understøtter PCIe 4.0 som standard i modsætning til Ryzen-chips G-serien. Det gør den måske dyrere, men den fart, disse drev leverer, er alle pengene værd til produktionsarbejde.
For at installere vores M.2-drev fjerner vi blot de to skruer på hver ende af det øverste M.2-slot, løfter køleren af og indsætter M.2-drevet i dette slot, idet vi liner hakket op med drevet. Når det er gjort, fjerner vi beskyttelsesfilmen fra varmepuden, sætter den tilbage over M.2-drevet og sætter de to skruer på plads igen.