Der er ingen forskel på det første skridt for begge maskiner. Det er af med panelerne for dette Phanteks P400 til AMD-maskinen. Det er dejligt at se det, man arbejder med, og give sig selv så megen plads som muligt.
Det farvede glaspanel er nemt at tage af, når de fire hjørneskruer er fjernet. På dette kabinet er de heldigvis ikke så akavede, som de ofte er på pc-kabinetter. Til gengæld finder man to af de mere akavede fingerskruer bagtil.
Vores råd er at bruge en skruetrækker til dem. Hvad angår frontpanelet, skal man trække hårdt i det nedefra for at få det af. Det er altid skræmmende de første par gange, men tag det roligt – det skal nok gå (håber vi).
Nu vender vi opmærksomheden fra kabinettet og til bundkortet, til selve AMD-chippen. Ligesom en Intel-processor har AMD-chippen en lilebitte pil i det ene hjørne, og den svarer til en pil på bundkortet. Først skal vi dog løfte sikkerhedsbøjlen op ved at skubbe den ned og føre den lidt udad, før vi sætter chippen på.
Når bøjlen er oppe, kan vi sætte processoren på plads. Her skal man altid være forsigtig: Hold den på siderne, og undgå at røre kortets bund-pins. Sæt den så på plads ved at føre sikkerhedsbøjlen tilbage igen. Så er det gjort.
Da integreret grafik er et af hovedemnerne i dette projekt, er begge cpu’er forsynet med tilhørende kølere. Det er ikke stort anderledes end at montere en AIO-køler, bortset fra at man slipper for at montere kølerdelen og ekstra ventilatorer.
Først skal vi montere bagpladen på bundkortet. Derefter skal vi påføre en ærtestor klat varmeledende pasta på cpu’en og forsigtigt placere køleren ovenpå med et jævnt tryk.
Når skruehullerne er i den rigtige position, strammer man dem fra hjørne til hjørne for at sikre et jævnt tryk. Før vi er færdige med det, slutter vi cpu-kølerens ventilatorkabel til bundkortet. Det var det.
Heldigvis er disse byggeprojekter uden gpu’er og AIO-kølere generelt mindre krævende, og det næste trin er et af de nemmeste. Vi skal nu tilføje hukommelse og lager. Først sætter vi ram-blokkene i ved at løsne et hængsel foroven og skubbe til.
De kan kun gå én vej – sørg for, at den nederste rille passer. Hvis man bruger to blokke, som vi gør, skal man tjekke bundkortets manual for at få dem i de korrekte dimm-slots. Hvad angår ssd’en, skal den føres på stikket i en vinkel på 30 grader.
Med en lillebitte skrue fæstner man den til bundkortet. Vi har nævnt, hvor nemme disse trin er, men netop denne del kan godt være lidt akavet og anstrengende.