Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: AMD Ryzen 7 5700G: Fantastisk allround-processor

AMD kan bare noget for tiden. Denne integrerede cpu/gpu kan meget vel være det bedste valg til dit næste pc-projekt. Her får du detaljerne.

Af Torben Okholm, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

AMD’s cpu-serie Ryzen 5000 er blevet godt modtaget, til trods for at AMD i lighed med alle andre producenter af cpu’er og grafikkort er blevet påvirket af den omfattende mangel på halvledere på markedet. Begrænset udbud betyder, at man har prioriteret produktion af dyre chips inden for både cpu’er og gpu’er. Derfor har vi ikke set nogen billige Zen 3-baserede cpu’er – i hvert fald ikke i butikkerne.

Det ændrer sig ikke nødvendigvis med lanceringen af “Cezanne”-serien af chipsæt med grafik. AMD Ryzen 7 7500G kombinerer sin stærke Zen 3-arkitektur med god, Vega-baseret integreret grafik, og det er den første i detailhandlen siden lanceringen af 3200G og 3400G, der byggede på Zen+, i midten af 2019.

Her har vi en Zen 3-baseret monolitisk processor (7 nm) på 180 kvadratmillimeter med 10,7 milliarder transistorer, 8 kerner og 16 tråde. Og med monolitisk mener vi, at den ikke matcher chiplet-designet hos de andre cpu’er i Ryzen 5000-serien. I stedet har man vredet det hele ind i en traditionel indpakning.

Der er blevet bragt ofre

5700G har en grundfrekvens på 3,8 GHz og en boostfrekvens på 4,6 GHz, men den har ikke desto mindre et fint TDP på 65 W. Men for at nå målet på 65 W har man måttet bringe nogle ofre. Det er ikke blot en nedclocket 5800X med integreret grafik puttet ovenpå. Man mister halvdelen af L3-cachen (16 MB versus de 32 MB hos 5800X), og man må også undvære PCIe 4.0-support og har derfor ikke adgang til de bedste ssd’er på markedet i dag.

Dette farve-billede af AMD Ryzen 7 5700G’s silicium ville se godt ud på stuevæggen.

Den integrerede grafik er klassens bedste, også selvom den bygger på den aldrende om end omarbejdede og optimerede Vega-arkitektur. 5700G’s grafik-ydelse er førende, men som sædvanlig kan integreret grafik ikke levere de hestekræfter, man får fra en selvstændig gpu i selv den lave ende.

Produktivitets- og gamingopgaver tager et stort skridt fremad i forhold til den populære Zen 2 Ryzen 7 3700X. Undtagelsen er sekventiel ssd-ydelse, hvor fraværet af PCIe 4.0 trækker ned over for den øvrige Ryzen 5000-flok. 5800X med dens højere boostfrekvens, ekstra TDP-ydelse og øget cache performer bedre. Det er, hvad man kunne forvente, og ved cpu-begrænset gaming-belastning hjælper den ekstra cache i form af højere framerates.

En imponerende løsning

Når det gælder integreret grafik-ydelse, ligger 5700G imidlertid langt foran konkurrenterne. Det betyder at spil, der er få år gamle, og mindre krævende eSports-titler fungerer upåklageligt. Zen 3-processorer giver imponerende strømeffektivitet, og 5700G er ingen undtagelse. Under vores test så vi et maksimalt strømforbrug på 77 W, og det er imponerende. En Intel Core i7 11700K kan bruge tre gange så meget strøm.

Hvis man – til multimedia eller gaming – kan leve med integreret grafik, indtil gpu-markedet vender tilbage til normale forhold, er 5700G en imponerende løsning. Den er også en stor opgradering for alle, som kommer fra en pc, der er nogle år gammel. Tilføj en god gpu, måske endda en GeForce RTX 3090 eller Radeon RX 6900 XT med blus under alle kedler, og du vil få en ydelse, der kan konkurrere med enhver anden processor.

Du kan køre en skærm eller to og nyde noget basal gaming – eller endnu bedre: ægte gaming med ældre spil eller eSports-titler. Hvorfor ikke vælge denne cpu som det sikre valg til dit næste, hurtigere pc-projekt.