Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: AMD Ryzen 7 1700: Et billigt kraftværk til din pc

Ryzen 7 1700 er den ottekerne-chip fra AMD, der har den laveste clockhastighed. Men blot det, at man til en lavere pris kan få så stærk en processor med alle de samme funktioner som hos flagskibet 1800X, gør den til en fristende mulighed.

Af Torben Okholm, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Hvis du ønsker dig en processor med rå styrke, multi-kerne-kraft, når det gælder, og gode gaming-egenskaber, er denne chip det ideelle valg. Den bliver kun overgået af Ryzen 7 1800X i vores Handbrake-videokodetest og i Cinebench-multithread-benchmark.
På trods af de lave clockhastigheder (basis 3,0 GHz, boost 3,7 GHz) er den lige i hælene på hurtigere processorer til gaming. Den var faktisk den hurtigste af AMD-processorerne til The Witcher 3.

Hvis du overvejer at købe en gamingskærm på 240 Hz, er sagen en anden. Du vil opleve endnu større forskel ved så høje framerates, og derfor bør du satse på en processor med højere clockfrekvens. Men så er der jo overclocking. Vi ramte 4 GHz, og det resulterede i en ydelse, der var tæt på 1800X. Strømforbruget steg til 40 W, men det er stadig imponerende for en processor til den prisklasse.

1700 er måske den store overraskelse i Ryzen-serien: Den er et kraftværk af en processor til en meget lav pris.