Alt om DATA fylder 35 år – Vind flotte præmier!

Alt om DATA fylder 35 år – Vind flotte præmier!

Share

Danmarks ældste computermagasin fylder 35 år, og vi er både glade og stolte af at være med i den rivende teknologiske udvikling gennem de sidste tre årtier. Det skal naturligvis fejres med masser af præmiechancer til vores kære læsere …

35 år er ingen alder, men når det gælder computermagasiner, så er det faktisk oppe i den høje ende. Her til efteråret fylder Alt om DATA nemlig 35 år og er dermed Danmarks ældste computerblad.

Rent faktisk er Alt om DATAs historie et par år ældre end 35, for bladet startede spædt som en særlig sektion i bladet Ny Elektronik i starten af 1980’erne, der også blev udgivet af Audio Media. Der gik dog kun et par år, så blev dette særtillæg om EDB så stort, at det fik sit helt eget liv som det selvstændige computermagasin Alt om DATA i 1983.

I den tid var der tale om hjemmedatamater, og disse hjemmecomputere var så småt på vej i hjemmet. Det betød da også, at vi i den første udgave af Alt om DATA havde en gruppetest af hjemmecomputere, hvor vi kunne konkludere, at det var i prisklassen 2-3000 kroner, at slaget om hjemmecomputere skulle stå. Det betød, at gruppetesten stod mellem Atari 600 XL, Laser 210, den legendariske Sinclair Spectrum og Commodore VIC-20.
Bladet var fra starten fyldt med lange og grundige artikler, test og nyheder om den spirende computerverden, og også en brevkasse blev introduceret, og der var naturligvis flere sider med programmer, du selv kunne have fornøjelsen af at taste ind i f.eks. din ZX 81, Spectrum, Vic 20 eller anden hjemmedatamat.

Se også:  Bliv klogere på virtual reality
Funkausstellung

I den første udgave var redaktionen også på besøg i Berlin på Funkausstellung – den messe som, vi stadig besøger, og som også stadig viser, hvilken teknologi der er på vej ind i forbrugernes hjerter og hjem. I artiklen fortæller den daværende redaktion, hvordan de allerede dengang stødte på ikke blot nye hjemmedatamater og bunkevis af tv-spil, men også robotter som verdens første skakrobot Novag eller den intelligente robot Bob (Brain on board), der bl.a. skulle hjælpe husmoderen med indkøb! Af andre spændende ting på messen, stødte redaktionen på en alt-i-en-datamat ved navn Clipper, der helt uvant tiden bød på både computer, fuldt tastatur, 3” floppy-drev, miniskærm samt A4 termoprinter og telefonmodem – hvem behøver mere?

Siden 1983 gik det naturligvis stærkt indenfor udviklingen af både computere og tilbehør, og i 1994 begyndte Alt om DATA også at skrive om internettet. Det sparkede gang i masser af nye teknologier og muligheder, og op imod årtusindeskiftet begyndte bladet også at omhandle mobiltelefoner og senere tablets, som er blevet så stor en del af vores hverdag.

Se også:  Har din by langsomt internet?

Mere end nogensinde går den teknologiske udvikling stærkt, og på Alt om DATA vil vi fortsætte arbejdet med at give vores læsere et overblik over de mange nye teknologier lige fra Bitcoins, nye computerchips, virtual reality, smartphones, wearables, netværksteknologi og hjælpe med at sortere i den næsten uoverskuelige mængde af ny information. I de 17 udgivelser om året, som Alt om DATA producerer, fortsætter vi også med at teste de mange nye produkter, der dukker op i Danmark, så du kan få et overblik over, hvad der kan være relevant for netop dig og din familie eller virksomhed.

Vi takker vores trofaste læsere og glæder os til fortsat at servere masser af spændende artikler til dig, og ikke mindst glæder vi os til at se, hvad teknologien byder os alle de næste mange år.

Klik ind og deltag i fødselsdagskonkurrencen her.

Del denne