Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Alt-i-en router

Deling af dokumenter, billeder og musik internt såvel som
eksternt kan være svært. Men med D-Links nye hjemme-server er det hele meget
lettere – måske….

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

At sætte en NAS op i hjemmenetværket kan være en kompliceret affære. D-Link vil med deres nye DIR-685, der har indbygget en harddisk, gøre det let for alle at få et trådløst hjemmenetværk med en NAS, som gør det muligt at dele filer såvel internt som eksternt.

Nuvel – den slags kunne vi naturligvis ikke lade være med at teste for at se, om det virkelig er så let at arbejde med som D-Link lover.

Spændende installation

Som alle andre D-Link produkter, starter installationen med at man afvikler en cd-rom, men den enhed som vi havde fået til test, kom desværre uden en cd. Derfor måtte vi sætte routeren op manuelt via dens web-interface.

Det var nu ikke så problematisk, bortset fra, at kodeordet ikke passede, så vi måtte resette routeren, inden vi kunne komme i gang.

Men derfra var det lige ud af vejen. Der var en guide, der førte os gennem opsætningen af internetforbindelsen og af det trådløse netværk. Herefter kunne vi nu gå i gang med at kigge efter, hvad routeren egentlig kunne.

Det vi hurtigt kunne konstatere var, at den interne harddisk var på 120GB, hvilket godt nok er en anelse småt. Men det er muligt at erstatte den harddisk, der følger med, hvis du har lyst til at investere i en 2.5” SATA harddisk.

Dernæst kiggede vi efter, hvad routeren ellers kunne og indrømmet – den kunne faktisk ikke så lidt. Af en rimelig billig router var det faktisk imponerende, så meget det var muligt at indstille den.

Et af de steder, hvor vi måtte kippe med hatten, var i firewall-delen, her kunne vi opstille ret avancerede regler for filtrering, og da vi kom til portforwarding var det også muligt med et hav af komplicerede regler.

Det faldt vi for, men indrømmet – det var ikke noget, vi ville forvente, at den uøvede skulle rode med.

Generelt var der et hav af indstilinger, som vi kunne rode med, men der hvor routeren virkelig skulle adskille sig, var på den indbyggede harddisk. Derfor gik vi over til at kigge under menupunktet ”Storage,” hvor vi kunne sætte routeren og harddisk op.

Det vi virkelig var interesserede i at få til at virke, var ftp-funktionaliteten, så vi kunne dele filer over internettet og ikke kun internt på netværket.

Nem ftp-server

Det var let at slå ftp-funktionen til. Herefter var der kun ganske få ting, der skulle klares, før det hele skulle være klar. Vi skulle oprette brugere eller grupper, der måtte få adgang (eller vælge at give anonym adgang), vi skulle vælge hvilke filer på harddisken, som de måtte kunne se, og endelig skulle vil vælge, hvilken type adgang de måtte have. Altså kun læseadgang eller både læse- og skriveadgang.

Herefter blev det lidt uklart, hvad vi faktisk skulle gøre. Men et tip der stod ganske småt til højre på skærmbilledet forklarede, at vi med routerens eksterne ip-nummer nu havde ftp-adgang.

Det viste sig at være rigtigt, og det er uden tvivl den letteste ftp-server, vi nogensinde har sat op – rigtig flot. Vi kunne dog stadig godt have ønske os en lidt mere nutidig brugergrænseflade. Men den virker perfekt, ingen tvivl om det.

Den generelle opfattelse af routeren var, at den var gennemført, havde mange avancerede funktioner, og noget gejl, som var os totalt uforståeligt. Som for eksempel et display for forsiden, der blandt andet kunne vise billeder fra den indbyggede harddisk. Totalt unødigt – de fleste gemmer alligevel harddisken væk.

Ikke desto mindre var vi meget begejstrede for routeren, D-Link har virkelig fat i noget af det rigtige her. At den samtidig virker rigtig godt som en trådløs router er kun et ekstra plus.