Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Alt du skal vide om Android 11

Googles næste version af styresystemet til mobile enheder, Android, skal give en mere sammenhængende oplevelse på tværs af apps, intelligent betjening af hjemmet og bedre beskyttelse af privatlivet. Her dykker vi ned i de vigtigste facetter af Android 11 ...

Af Natasja Broström, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Selv om frigivelsen af Android 11 blev udskudt og senere lanceret som en underspillet blogpost, er Googles næste version af styresystemet så afgjort på vej.

Første trin er en beta, som er ude nu, men indtil videre kun til bestemte smartphone-modeller.

Hvilke modeller, som løbende bliver omfattet, offentliggør Google hen ad vejen. Er du mere end spændt på det kommende Android 11, så læs med her, hvor vi giver svar på en række af de mest påtrængende spørgsmål.

Kan det fortælle mig om signalets styrke?

Apps får nemmere ved at ”afgøre” hvilket netværk, du er på. Altså om du bruger 4G, 5G eller er på Wi-Fi. Dermed skulle ydelse og levering af indhold blive bedre. For eksempel om du kan hive 4K-film til dig, eller om forbindelsens styrke er så lav, at det ikke vil give nogen mening.

Bliver det nemmere at chatte?

Du kan lave bobler til dine samtaler, så de holder sig synlige på skærmen, uanset hvad du ellers laver på mobilen. Boblerne fungerer på tværs af apps. Svarene bliver også hurtigere at skrive med Gboard, som automatisk kommer med forslag til emojis og tekst baseret på den aktuelle samtale.

Kan mobilen styre smarte enheder?

Det bliver nemmere at styre hjemmets smarte enheder samt dit medieindhold, for eksempel video. Ved at holde power-knappen nede dukker en menu op med de funktioner, der aktuelt er relevante for dig. Er du hjemme, er det dine smart home-enheder, som du kan få øje på – er du på farten, er det for eksempel din digitale pengepung.

Kom i gang med at teste

Hvis du kunne tænke dig at ”prøvekøre” den nye version af Android, foreløbig i beta, kræver det en Pixel 2 eller nyere mobil i Googles Pixel-familie. I de kommende måneder frigives betaen til andre modeller og andre producenters telefoner.
Tommelfingerreglen er, at blev din mobil leveret med Android 9 Pie eller Android 10, kommer den sandsynligvis også til at kunne køre Android 11.
Den endelig version af Android 11 skal vi nok ikke forvente at se før til efteråret 2020.
Hent betaen her: https://developer.android.com/preview.

Bliver det nemmere at se film?

Der kommer en ny mediekontrol i Android 11, hvilket skulle gøre det nemmere at flytte indhold rundt mellem sine enheder. Det kan være musik, som skal overføres fra dine hovedtelefoner og dine højttalere, film og serier mellem din smartphone og dit tv og så videre.

Er mit privatliv beskyttet?

Privatliv er et brandvarmt emne på nettet. Og Google har forstået det her. Android 11 slår en kraftigere ring om privatlivet. Det bliver nu muligt at give engangstilladelser til apps, der vil bruge kamera, mikrofon og lignende. Når engangstilladelsen er brugt, vil du blive spurgt igen, næste gang appen ønsker tilladelse.

Er der smartere måder at betjene mobilen på?

Android 11 giver enklere betjening – det er i hvert fald, hvad mange forventer. Blandt andet samler Google alle tråde og notifikationer i et særligt område. Du kan prioritere, så visse samtaler eksempelvis altid dukker op på dit always-on-display eller endda bryder igennem din ”forstyr ikke”-blokering.

Andre godter i posen

Login overalt
Såfremt udviklerne vælger at bruge det, vil et-klik-login til dine tjenester være muligt.

Tilladelse ophører
Apps, du ikke bruger i længere tid, mister deres automatiske tilladelse til at køre.

Nyt udseende
Frontskærmen får bånd i bunden med knapper til deling og redigering.

Elektronisk ID
En ”wallet” vil kunne gemme elektronisk ID såsom kørekort og pas.

Gem i skraldespand
Filer, du sletter, gemmes nu i en skraldespand. Du har 30 dage til at fortryde.

Alle de andre før nummer 11

Det var Steve Jobs og Apple, der startede smartphone-markedet i 2007 med den første iPhone. Men snart fulgte konkurrenterne, og de benyttede Googles styresystem Android. De fleste Android-versioner har haft et “øgenavn” i udviklingsperioden. Se listen nederst.

Hvis man prøver at finde ud af, hvilke Android-telefoner der kom først, er der flere bud.

Ifølge det amerikanske medie Cnet var den allerførste Android-mobil modellen B1 fra T-Mobile. Den dukker op i oktober 2008, et års tid efter den første iPhone. HTC debuterer i 2009 med Hero, og i samme måned kommer Samsung Moment og Motorola Cliq.

Android 1: Kommer 2008-2009. Cupcake og Donut.
Android 2: Kommer 2009-2010. Eclair, Froyo og Gingerbread.
Android 3: Kommer 2011. Honeycomb.
Android 4: Kommer 2011-2013. Ice Cream Sandwich, Jelly Bean og KitKat.
Android 5: Kommer 2014. Lollipop.
Android 6: Kommer 2015. Marshmallow.
Android 7: Kommer 2016. Nougat.
Android 8: Kommer 2017. Oreo.
Android 9: Kommer 2018. Pie.
Android 10: Kommer 2019. Intet tilnavn.