Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Alt det, du bør vide om Linux (men som du ikke tør spørge om)

Man behøver ikke at være nybegynder for at blive forvirret af et nyt styresystem. Alt om DATA finder svar på dine Linux-relaterede spørgsmål.

Af Torben Okholm, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det er aldrig ukompliceret at flytte fra et operativsystem til et andet. Uanset hvor velbevandret man er i Windows, kan man ikke uden videre overføre al sin viden til et nyt styresystem. Det gælder især, når vi taler om Linux, selv med en så brugervenlig udgave som Ubuntu.

Naturligvis er der nogle ting, der går igen. Der er for eksempel grænser for, hvor mange måder man kan pege og klikke på. Ikke desto mindre er der fundamentale forskelle på Windows og Linux, og dem skal man lære. Hvis man ikke gør det, risikerer man at ødelægge maskinen. I denne artikel tager vi dig med på en tur gennem de vigtigste forskelle, som du vil opleve i Ubuntu, og vi giver dig en forståelse for, hvordan de virker, og hvad du kan forvente.

Vi begynder med at under-søge Linux’ filsystem og dets håndtering af brugere og rettig-heder. Vi tager et smut forbi drivere, og vi afslører, hvordan du finder, installerer, opdaterer og håndterer software. Vi præsen-terer dig også for begrebet Terminal. Frygt ikke – det er hver-ken skræmmende eller en kur mod søvnløshed. Vi slutter af med at se på det, der er nyt i den seneste version (Ubuntu 17.04). Lad os komme i gang; der ligger et helt styresystem og venter på dig.

Naviger i Linux’ filsystem - Lad dig ikke skræmme af Linux’ filhåndtering – den er faktisk ret logisk

Linux’ filsystem (ext2, ext3 og ext4) er markant anderledes end Windows. Den vigtigste forskel er måden, hvorpå det karakteriserer drev og partitioner – ikke som separate drevbogstaver, men som filer i selve filsystemet. Det er imidlertid logisk, og det er ikke svært at vænne sig til det.
Åbn Dash, og skriv “disks” for at åbne Disks-funktionen, så du kan se, hvordan sagerne fungerer. Vælg et drev i menuen til venstre, og se på Disks menubjælke. Du kan se, at dit drev bliver angivet som noget i denne retning: /dev/sda. Dette refererer til “dev”-mappen (devices), og i den får hver fysisk disk tildelt en unik fil, der begynder med “sd” (for “storage device”), efterfulgt af et bogstav fra “a” til “z.”

Dette følger et logisk mønster: /dev/sda bliver tildelt til det drev, som Ubuntu er installeret på, med drev, der får tildelt “sdb,” “sdc” og så videre. Rækkefølgen er først de interne drev og derefter eksterne medier (både flashdrev og harddiske). Logikken fortsætter i partitioneringen: I stedet for at tildele partitioner (eller “volumes”) separate drevbogstaver identificerer Linux dem med individuelle filer ved navn “sda1,” “sda2” og så videre.

Partitioner bliver præsenteret i søjlediagrammet for hvert drev i Disks. Nummereringen er ikke altid logisk – hvis dit drev for eksempel bliver formateret ved hjælp af partitioneringsmetoden MBR (Master Boot Record), kan du komme ud for, at en yderligere partition, som du har oprettet, får tildelt “sda5” og ikke “sda2.” Men der er ingen grund til bekymring. Det fungerer, som det skal.

linux Brug Disks-værktøjet til at konfigurere partioner, så de bliver mountet automatisk, når du starter Ubuntu.

Adgang til drev

Drev er ikke kun inkorporeret i filsystemet som individuelle filer, de bliver “mountet” til specifikke mapper i filsystemet, og det er der, man kan finde deres indhold. Hovedsystem-partitionen (typisk /dev/sda1) er placeret i filsystemets rodmappe (/). Andre interne og eksterne partitioner bliver ikke mountet som standard (mens eksterne drev bliver mountet automatisk, hvis man slutter dem til efter at have logget på Ubuntu), og swapfilen bliver slet ikke mountet.

Den enkleste måde at få adgang til filer og mapper på er via en filmanager. Ubuntus Files-program bygger på et værktøj ved navn Nautilus, og det svarer til Stifinder i Windows. Åbn den ved at klikke på filkabinet-ikonet i Dash, så kan du se en liste over tilgængelige partitioner dukke op i feltet til venstre. Klik på en af dem, så bliver den mountet. Der fremkommer en skub-ud-knap ved siden af den.

Disse genveje er praktiske, men hvor befinder disse drev sig fysisk i Linux’ filsystem? Klik “Computer” i Navigation-feltet, så kommer du til rodmappen. Gå nu til “/media/<yourname>” for at finde mapper, der peger mod hvert af de drev, du har fysisk mountet.

Det er også muligt at mounte udvalgte mapper på separate partitioner. For eksempel opretter mange Linux-installationer en dedikeret partition til /home-mappen under installationsprocessen. Her kan man finde alle sine brugerindstillinger og data, herunder mapper som Documents, Downloads og Pictures (Ubuntu er en af de får, der ikke gør det).

Mount ved start

Hvis du gerne vil have Ubuntu til automatisk at mounte specifikke partitioner ved start, så du slipper for manuelt at klikke på dem, kan du åbne Disks-værktøjet, vælge dit drev til venstre og markere partitionen ved at klikke på den i søjlediagrammet. Klik nu på “Settings”-knappen nedenunder, og vælg “Edit Mount Options.” Sæt “Automatic Mount Options”-kontakten til “On,” og sørg for, at de første to valgmuligheder er tilvalgt. Skift så feltet “Mount Point” til “media/user/label”, idet du erstatter “user” med dit brugernavn og “label” med partitionsnavnet. Klik “OK,” og genstart. Et andet centralt aspekt ved Linux’ filsystem er filrettigheder, og dem kommer vi til på næste side.

Linux er ikke Windows

Ubuntus Unity-desktop er god til at skjule, at Linux og Windows er meget forskellige operativsystemer. Det gælder naturligvis filsystemet, og Linux er meget grundigere med sikkerheden end Windows. Windows har lukket nogle af hullerne – fil- og mapperettigheder, for eksempel – men på andre områder fører Linux stort. Man kan for eksempel udføre en administrativ opgave i Linux – såsom at installere opdateringer eller et program – uden at indtaste sit brugerkodeord. Det er denne opmærksomhed på detaljerne, der gør Linux meget mindre sårbar overfor malware og hackere.

Uanset udseendet er Linux i høj grad et operativsystem, der yder bedst fra det underliggende shell-miljø. Unity er en god grænseflade, men som vi snart skal se, bør du ikke holde dig tilbage fra at bruge kommandolinjen via Terminal.

Andre markante forskelle: Ubuntu er et langt mere åbent miljø end Windows. Der er masser af gratis open source-software, som er med til at reducere omkostningerne, men den vigtigste hjælp får man online via fora og ved at stille spørgsmål til ligesindede. Linux’ måde at håndtere software på – via centraliserede lagre og pakkemanagere – er også noget, man skal vænne sig til.

En sidste betragtning: Hardwarekompatibilitet er ikke længere det problem, den tidligere var. Nogle enheder virker ikke, men det gør de fleste, og mange kræver ikke nogen yderligere konfiguration. De virker blot.

Brug filrettigheder - Brugere, superbrugere og filrettigheder – kontroller adgangen til data

Ethvert ordentligt filsystem knytter begrænsninger til filer i form af rettigheder, der begrænser adgang på baggrund af brugere og grupper. Det gør Windows også i nogen grad med sit NTFS-filsystem, men det er ingen erstatning for Linux.

Det grundlæggende

Alt i Linux er repræsenteret som en fil, også mapper og hardwareenheder. Og ext-filsystemet tildeler rettigheder til disse filer for derved at afgøre, hvordan man kan få adgang til dem – og hvem der kan. Der er tre grundlæggende adgangsniveauer: læse, skrive og eksekvere, udtrykt som henholdsvis r, w og x. Man kan se en fils rettigheder i Terminal med kommandoen “ls -l”. Her finder man begreber som “rwx” (fuld adgang) eller “r--” (kun læsning).

Disse “rwx”-rettigheder gælder både for mapper og filer, og sagerne bliver kompliceret af den omstændighed, at visse rettigheder – som for eksempel at slette en fil – befinder sig i mappen, ikke i selve filen. Filer kan man se (r), redigere (w) og eksekvere, hvis de er et program (x), men medmindre mappen har “w”-rettigheder, kan man ikke oprette (eller slette) filer i mappen. Tilsvarende kan man heller ikke se filer, medmindre mappen har “x”-tilladelser.

linux2 Brug “ls -l” i Terminal til at se fil- og mappe-rettigheder i den aktuelle mappe.

Ejere, brugere og alle andre

Sikkerhed er afgørende vigtig for Linux, og derfor bliver rettigheder ikke tildelt direkte hver fil eller mappe. De bliver tildelt tre brugerkategorier: ejer (den bruger, der oprettede filen, specifik brugergruppe og andre (alle andre).

Den anden kategori betegner en enkelt brugergruppe, for hvem der er defineret specifikke rettigheder. Det ser ud, som om de gælder en specifik bruger (ofte filens eller mappens ejer), men de gælder faktisk for en brugergruppe.

Når man opretter en ny bruger, bliver der også oprettet en gruppe med det samme navn, brugeren bliver føjet til gruppen, og det er denne gruppe, som Linux angiver her. Man kan føje brugere til flere grupper, så avancerede brugere kan oprette grupper, hvori flere brugere bliver tilføjet og får det samme adgangsniveau til en fil eller gruppe.

Der bliver angivet rettigheder, når en fil bliver oprettet, og filens ejer bliver også angivet som standardbruger eller -gruppe for filen. Hvis man opretter en fil, mens man er i “elevated mode” (for eksempel via “sudo” i Terminal), er ejeren “root”, ikke dig. Ejeren har typisk fulde rettigheder til filen eller mappen, mens “alle andre” har begrænsede rettigheder til filer og er normalt blokeret fra mapper.

Som standard har alle brugere ejerskab, adgang og kontrol over deres hjemmemappe og dens indhold, mens andre brugere bliver blokeret. Udenfor hjemmemappen er adgangen mere restriktiv – der er adgang til visse mapper, men de fleste kan kun læses eller er helt lukkede og kræver, at man tilgår dem via “root”-superbrugerkontoen.

Se og skift rettigheder

Man kan ændre rettigheder for en fil eller en mappe, hvis man er ejer. Det foregår via Nautilus-filmanageren. Højreklik på den pågældende mappe eller fil, og vælg “Properties > Permissions tab.” Herfra kan du ændre rettigheder for ejere, for den pågældende gruppe og for “andre”. Du kan også ændre, hvilken gruppe der har speciel adgang til det pågældende element. Klik på rullemenuen “Group”. Listen omfatter mange ukendte navne – specielle systembrugere, der kan gøre specifikke ting uden at true sikkerheden. Der er ingen grund til at bruge disse grupper i forbindelse med fil og mapperettigheder. Lad dem blot være.

Drivere

linux1 Tjek, hvilke drivere Ubuntu bruger, via Software & Updates.

En af Ubuntus styrker er, at begrebet “det virker” gælder hardware. Man har gjort meget for at sikre, at når man installerer Ubuntu, skal man ikke finde eller installere centrale drivere. Ubuntu fungerer også uden problemer med grafikkort og chipsæt, men hvis du agter at bruge din pc til gaming, er du måske nødt til at undersøge tredjeparts-alternativer.

Brugere af Nvidia og AMD skal åbne System Settings og gå til “Software & Updates > Additional Drivers.” Efter en kort ventetid vælger du den nyeste version, der er markeret “proprietary, tested”, klikker “Apply” og genstarter. Hvis du vil tilføje en printer, går du til “System Settings > Printers” og klikker “Add” for at se, om den bliver automatisk fundet. Følg guiden og se, om der følger drivere med. Er de ikke det, besøger du producentens website og søger en Linux-driver.

Hvis det er en .deb-pakke, er installationen enkel; er den ikke det, skal du nok finde en .sh-installer. Filerne skal være eksekverbare (klik “Allow executing file as a program” på “Permissions”-fanen ved filens egenskaber i Nautilus), åbn Terminal, gå til filens mappe, og start den sådan:

$ ./filename.sh

Installer software - Man kan installere software på mange måder – i og udenfor Terminal

Mange Linux-pakker ligger i onlinelagre. De består af kanaler, der som regel samler software af lignende type, og som er lavet til specifikke versioner af Ubuntu (derfor er Ubuntu 17.04’s lagre ikke de samme som dem til Ubuntu 16.10 eller 16.04). Der findes fire hovedkanaler til hver enkelt version: Main, Restricted, Universe og Multiverse.

Main-lageret rummer gratis software, som man frit må videregive, og det er fuldt understøttet af Ubuntu med regelmæssige opdateringer. Universe indeholder et væld af gratis og open source-software, og her er det miljøet, der står for opdateringerne. Restricted består af et lille sæt proprietære værktøjer og drivere, der understøtter Ubuntu på dagligdags hardware, mens Multiverse rummer software, der hverken er gratis eller understøttet.

Man kan få adgang til disse lagre gennem pakkemanagere såsom Software Center. Her har man et praktisk og centralt sted til søgning, installation og – hvis det er understøttet – automatisk opdatering af pakker.

linux3 Software, der er installeret fra lagre, bliver automatisk opdateret.

Andet end lagre

Langt hovedparten af de programmer, man har brug for, kan man finde i disse fire hovedlagre. Hvis du finder Software Center en smule begrænset, kan du prøve en mere robust (og lidt mere avanceret) pakkemanager ved at søge efter “Synaptic” og installere Synaptic Package Manager. Den giver en mere grundig søgning efter lagre og hjælper med at finde de pakker, du leder efter. Man får også en mere omfattende liste over programmer.

Ikke alle programmer er tilgængelige gennem standard-lagrene – nogle har deres egne lagre, som man kan føje til sin pakkemanager på en af to måder: enten via “Settings > Software & Updates > Other Software” eller via Terminal (se boksen til højre). Når installationen er færdig, får man oplysninger om eventuelle opdateringer, når de bliver frigivet af softwareudviklerne.

Andre programmer kan man downloade individuelt som pakker, der fungerer ligesom installationsprogramer i Windows. De indeholder alt det, der skal bruges for at få programmet til at køre rigtigt – ikke kun programmer, men også referencer til koblinger, som du bliver bedt om at installere, hvis de ikke allerede er i dit system.

Disse filer har ofte efternavnet .deb. Gem den i din Downloads-mappe, og dobbeltkllik på filen for at gå videre. Nu bør din pakkemanager overtage styringen. Bemærk, at mens pakkamanageren håndterer installationen, kan den ikke finde eventuelle opdateringer – det er op til programmet eller dets udvikler.

Installer fra Terminal

Hvis du lærer “apt”-serien af værktøjer at kende, vil du se, at Terminal oftest er den hurtigste og bedste måde at installere enkeltstående softwarepakker på. Begynd med denne kommando:

$ sudo apt-get update

Den henter den nyeste pakkeliste (herunder opdaterede versioner) fra eller installerede lagre. De følgende to kommandoer installerer og fjerner software:

$ sudo apt-get install <package>
$ sudo apt-get remove <package>

Den følgende opdaterer al installeret software:

$ sudo apt-get update && sudo apt-get upgrade

Man kan også tilføje lagre via Terminal. Mange tredje-partslagre er hostet hos https://launchpad.net og kan tilføjes med denne kommando:

$ sudo add-apt-repository ppa:<repository name>

Terminal

Ubuntus Unity-desktop giver et bekendt peg og klik-miljø til dagligdags opgaver, men den kan ikke hamle op med den kraft og alsidighed, der findes i Linux’ shell, det underliggende kommandolinjemiljø. Takket være Terminal kan man interagere med denne shell uden at forlade sin desktop. Denne shell bruger et sprog ved navn BASH til at køre specifikke kommandoer med en række værktøjer.

Hver kommando følger den samme struktur:

$ utility command -option

Begrebet “utility” er det værktøj, du vil køre – for eksempel “cd” til at skifte mappe eller “apt-get” til at køre pakkemanagement-værktøjet. Nogle utilities kan køre selvstændigt – man kan for eksempel skrive “ls” for at få en liste over alle filer og undermappe i en mappe.

Hvis man føjer en “kommando” til en utility, kan man specificere, hvad man vil have denne utility til at gøre: $ apt-get install program Det beder pakkemanagement-værktøjet om at installere det nævnte program. I sektionen “-option” specificerer man præferencer ved hjælp af “flag.” Hvert flag bliver indledt med en (-) eller to (--) bindestreger.

Hvis man vil have mere detaljeret information om den aktuelle mappes indhold, skriver man:

$ ls -l Flaget “-l” sikrer, at man får ekstra info såsom filrettigheder og ejer plus datoen for den seneste ændring og størrelsen i bytes.

Toptips til Linux Switchers - Udnyt Terminal med denne samling kommandoer

Skaf hjælp

Man kan få hjælp i Terminal på tre måder. Kender du værktøjets navn? Brug flaget “--help” flag:
$ ls --help

Værktøjet “whatis” er også nyttigt, for det giver en kort beskrivelse af en fuldt formet kommando:
$ whatis apt-get install vlc

Dette beskriver værktøjet “apt-get”, installations-argumentet og pakken “vlc.” Bemærk: “whatis” ignorerer eventuelle flag. Terminal giver også adgang til en onlinemanual via funktionen “man”. Med “man intro” får du en detaljeret introduktion til Terminal, og “man man” giver råd om brugen af manualen. Par den med et værktøj, og få en detaljeret beskrivelse af det – for eksempel “man apt-get”.

Navigation i filsystemet

Åbn Terminal, og du begynder i din hjemmemappe. Brug “ls -l” til at bekræfte det. Hvis du gerne vil se alle skjulte filer og mapper (filnavne med et punktum i begyndelsen såsom “.hidden.sh”), bruger du “ls -a.” Se undermappers indhold i den aktuelle mappe med “ls --recursive.”

Kommandoen “cd” gør det muligt at flytte hurtigt mellem mapper. Hvis du vil flytte ind i en undermappe i den aktuelle mappe, bruger du “cd Dirname” (mapper og filer skrives med små og store bogstaver). Gå et niveau tilbage med “cd ..” eller “cd ../..” for at springe to niveauer op. Du kommer til rodmappen med “cd /” eller skriv “cd ~” for at gå til din hjemmemappe.

Skriv “cd /path/to/folder” for at springe til en anden folder ad dens præcise sti (“cd ~/Document”, hvis den er i din hjemmemappe). Skriv “cd -” for at gå til den forrige mappe.

Hvis din mappe indeholder mellemrum – for eksempel en mappe ved navn “Star Trek” – skal du indramme hele stien med apostroffer:
$ cd ‘~\Videos\Star Trek’

linux Terminal rummer masser af hjælp og dokumentation, som du frit kan forgribe dig på.

Kopier, flyt og slet

Vil du manipulere filen i Terminal? Lær først “cp” (copy) og “mv” (move) at kende. De deler den samme syntaks:
$ cp -i source destination

Både “source” og “destination” kan være komplette mappestier eller blot filnavnet, hvis du allerede har navigeret til den mappe, der rummer filen, mens flaget “-i” flag sørger for, at du får en advarsel, hvis du prøver at overskrive en eksisterende fil med samme navn. For eksempel:
$ cp -i invoice.odt ~/Documents/Backup

Hvis du vil omdøbe den kopierede fil, skal du blot knytte den til enden på destinationen: “~/Documents/Backup/invoice-backup.odt,” for eksempel. Og “cp invoice.odt invoice-backup.odt” opretter en omdøbt kopi af den oprindelige fil i den samme mappe. Erstat “mv”, hvis du vil flytte eller omdøbe en fil. Hvis du vil kopiere en mappe, bruger du flaget “-r” til at sikre, at mappen og dens indhold bliver kopieret eller flyttet.

Slet individuelle filer med “rm”. Man kan fjerne tomme mapper med kommandoen “rmdir” (tilføj flaget “-r”, hvis du vil slette en mappe og eventuelt indhold:
$ rmdir -r ~/Documents/Backup

Opret mapper med “mkdir mappenavn” (igen er komplette stier understøttet), og brug “touch filename” til at oprette en ny, tom fil – for eksempel “touch config.sys.” Når du opretter mapper med mellemrum i navnet, skal du omgive dem med apostroffer eller placere en backslash (\) før mellemrummet – for eksempel “mkdir Star\ Trek.”

Systeminformation

linux2 Brug “lshw” til at lave en HTML-fil, der viser et overblik over pc’ens hardware.

Terminal tilbyder et væld af værktøjer til afdækning af information om din hardware. Den følgende kommando giver en oversigt over hardwaren: $ sudo lshw -short Du kan også få en detaljeret rapport, som du kan se i en browser:

$ sudo lshw -html > sysinfo.html

Andre beslægtede værktøjer er “lscpu” (cpu-info), “lsblk” (lagerenheder), “lspci” (intern hardware) og “lsusb” (USB-enheder). De virker alle forskelligt. For eksempel giver “sudo lspci -v” en oversigt, mens “lsusb” virker bedst, hvis du identificerer den enhed, du vil tjekke via “sudo lsusb”. Brug så det følgende, baseret på dens bus og enhedstal:

$ sudo lsusb -D /dev/bus/usb/00x/00y

Endelig giver ”dmidecode” nyttig information via flaget “-t” og nøgleord som “bios,” “baseboard” (bundkort), “processor,” “memory” og “chassis” – for eksempel “sudo dmidecode -t memory.” Men pas på: De DMI-tabeller, den laver, er ikke altid nøjagtige. Bliv derfor ikke chokeret, hvis sagerne ikke hænger sammen.

Skift rettigheder

Nautilus rummer værktøjer til justering af rettigheder, men det er hurtigere at bruge “chmod” med denne syntaks:
$ chmod 777 file

Ordet “file” er naturligvis filens navn, og det kan også henvise til en mappe. Hvis du vil tildele hele mappens indhold – herunder undermapper – de samme rettigheder, som selve mappen har, tilføjer du flaget “-R” således:
$ chmod -R 777 folder

Nøgleelementet er “777”, der gælder rettighederne: “7” står for “rwx” (fuld adgang), og det første tal refererer til filens ejer, det andet til filens gruppe og det tredje til “alle andre”.

Andre tal, som man kan overveje, er “6” (rw- eller læs/skriv, men ikke eksekver) “5” (r-x eller læs og eksekver) og “4” (r-- eller kun læsning). Hvis du altså allokerer 644 til en fil eller mappe, giver du ejeren læse- og skriveadgang, men begrænser alle andre til læseadgang. Vælg 775, og du giver ejeren og den navngivne gruppe fuld adgang, mens alle andre kan læse og eksekvere filen. Før du dykker ned i rettighederne, kan du på https://help.ubuntu.com/community/FilePermissions finde en komplet orientering.

Skift bruger og ejer

Hvis du vil skifte en markeret fils eller mappes ejer eller gruppe, skal du bruge kommandoen “chown” command.
$ chown user file

Du kan bruge “chgrp” til at ændre gruppen eller filen med den samme syntaks (“chgrp group file”) eller ved at bruge “chown” til at ændre både bruger og gruppe med én kommando:
$ chown owner:group file

linux1 Brug “nano” til at redigere config-filer uden at forlade Terminal.

Køre flere kommandoer sammen

Der er tre måder, hvorpå man kan samle to eller flere kommandoer på en enkelt linje (så du kan gå din vej, mens pc’en klarer sagerne). Hvis du vil have, at den anden kommando kun skal køre, hvis den første bliver afviklet med succes, bruger du “&&”:
$ sudo apt-get update && sudo apt-get upgrade

Hvis du ønsker, at den anden kommando kun skal køre, hvis den første kommando svigter, skal du erstatte “||” med “&&.” Brug til sidst et semikolon til at køre den anden kommando, uanset hvad der sker med den første:
$ sudo apt-get update ; sudo apt-get remove vlc

Redigering med Nano

En populær brug af Terminal er at redigere konfigurationsfiler. Det bedste værktøj til dette formål er “nano,” der fungerer ligesom en almindelig teksteditor. Sådan gør du:
$ sudo nano /path/filename

Du vil se Terminal skifte til Nano-interfacet – det fulde navn og stien bliver vist foroven, og forneden finder du en liste over basale kommandoer. Symbolet ^ refererer til Ctrl-tasten. Din fils indhold udgør hovedparten. Der er intet tekstomløb, og du skal derfor være opmærksom på “$”-symboler til højre; de viser, at linjen ikke passer (skift størrelse på vinduet, eller tryk End for at springe til slutningen af linjen).

Brug Home og End til at springe til start og slut på en linje, eller brug PgUp og PgDn til at skifte en side ad gangen. Tryk Alt-/ for at gå til bunden af dokumentet og Alt-\ for at springe tilbage til toppen. Brug Ctrl-W til at søge i filen, idet du trykker Alt-W for at lede efter flere matcher.

linux3 Opret bootbare flashdrev fra ISO-filer ved hjælp af “dd”.

Skriv til USB

Skal du oprette et bootbart USB-drev fra en ISO-fil, som du har downloadet? Her kommer “dd”-værktøjet til undsætning, men brug det forsigtigt – den følgende kommando sletter måldrevet som del af kopier-handlingen. Vær sikker på, at det er det rigtige drev, før du bruger “sudo fdisk -l”:
$ sudo dd if=filename.iso of=/dev/usb status=progress

Su-Su Sudo

Når du åbner Terminal, logger du på den underliggende shell via din brugerkonto med begrænset adgang til Terminal. Visse kommandoer kræver forhøjet adgang som rodbruger (se efter “permission denied”), og den opnår du ved at indlede kommandoen med “sudo”:

$ sudo apt-get install vlc

Du bliver afkrævet et kodeord til din egen brugerkonto, og så kører kommandoen. Nu burde du kunne bruge “sudo” igen under den aktuelle Terminal-udgang uden at blive afkrævet kodeord. Hvis du glemmer at inddrage “sudo” i en kommando, skriver du blot “sudo !!” og trykker Enter, så bliver kommandoen gentaget med sudo tilføjet.

Hvis du vil starte en desktop-app med rodprivilegier (såsom Nautilus’ filmanager), bruger du “gksu”, som du først skal installere:

$ sudo apt-get update && sudo apt-get install gksu $ gksu nautilus

Nautilus åbner normalt, men med forhøjet adgang. Husk at lade Terminal være åben, mens appen kører, ellers bliver den lukket sammen med Terminal.

Når du er færdig, lukker du app-vinduet og trykker Ctrl-C i Terminal. Det afbryder det kørende program og fører dig til kommandolinjen. Nogle distroer giver mulighed for at logge på kommandolinjen som rodbruger med “su”, men Ubuntu blokerer udtrykkelig dette, og det er der en god grund til. Vi foreslår, at du i stedet holder dig til “sudo”.

Prøv en anden desktop - Ubuntu skifter sin standarddesktop. Hvorfor ikke prøve alternativer?

en af Linux’ styrker er dets alsidighed. I modsætning til andre styresystemer fælder det også desktoppen. Enhver variant af Linux har sit eget desktopmiljø, og selvom der er overfladiske ligheder – navnlig peg og klik-WIMP-interfacet – kan der være meget markante forskelle, både i funktionalitet og udseende.

Ubuntu 17.04 tilbyder to desktopmiljøer: Ubuntu og Unity8. Ubuntu er Unity7-desktoppen, som ifølge udvikleren, Canonical, bliver droppet fra Ubuntu 17.10. Unity8 er ufærdig, fuld af fejl og uegnet til dagligdags brug. Men det kunne have været interessant at se, hvad der var sket, hvis Canonical havde fortsat udviklingen.

Den gode nyhed er, at man ikke er begrænset til nogen af delene. Med Linux kan man installere flere desktopmiljøer og skifte imellem dem. På den måde kan man sammenligne forskellige desktops side om side eller bruge forskellige miljøer til forskellige formål.

linux5 Cinnamon-desktoppen er god, hvis man ønsker et mere Windows-agtigt miljø.

Vælg en desktop

Desktops bliver distributeret som softwarepakker. Når de er installeret, kan man skifte mellem dem fra loginskærmbilledet ved at klikke på det desktopikon, som kommer frem i logonboksen ved siden af brugernavnet. Der er mange at vælge imellem, men mange af dem har fælles egenskaber. Det skyldes, at de alle bygger på en desktop ved navn GNOME (www.gnome.org).

GNOME bliver Ubuntus standarddesktop ved Ubuntus næste udgave. På boksen kan man se, hvordan man installerer den plus en anden GNOME-variant, Cinnamon (http://developer.linuxmint.com). En markant undtagelse fra GNOME-reglen er KDE Plasma 5 (www.kde.org), der giver en markant anderledes desktop, som vil appellere til mere avancerede brugere.

Hvilken desktop er den bedste til dig? Udseendet spiller en rolle, men der er spørgsmål, som knytter sig til konfigurabilitet, brugervenlighed og ydelse. Der er også spørgsmålet om strømforbrug. Unity og KDE 5 er bedre egnet til stærke maskiner, mens de lettere alternativer såsom (www.xfce.org) og LXDE (www.lxde.org) er ideelle til ældre pc’er og laptops. Prøv et par af dem, og se, hvordan de opfører sig. Læg mærke til, at dem med lavt strømforbrug er de kvikkeste, og de er gode, hvis man kører på batterier.

Det er nemt at skifte desktops, og derfor kan man køre to eller flere til forskellige formål – for eksempel en letvægts-desktop til arbejde på farten og GNOME eller Unity, når man kører på netstrøm.

linux4 KDE Plasma 5 leverer en radikalt anderledes desktopoplevelse,

Arbejdet med desktops

Når du har installeret en ny desktop (eller to), logger du ud af din konto. Når du er tilbage ved login-billedet, bør du se et ikon ved siden af dit brugernavn. Klik på det, så får du en liste over tilgængelige desktops – i nogle tilfælde er der flere udgaver, der bygger på en enkelt udgave (det er i grunden den samme desktop, men opsætningerne er forskellige). Vælg en af dem, skriv dit kodeord, og log ind på normal vis.

Når du logger på en ny desktop for første gang, er den helt blank – ingen af dine indstillinger følger med fra den gamle. Men tag det roligt, de er der stadig. De venter på den næste gang, du logger ind i din oprindelige desktop.

En af fordelene ved at skulle indføre ændringer i dekstoppen fra begyndelsen er, at det tvinger dig til at udforske den undervejs, så du lærer den at kende. Og hvad nu, hvis du ikke kan lide denne desktop? Det er ikke noget problem. Gå blot tilbage til den gamle, eller prøv en ny.

Arbejd med To desktops

Hvis du vil være forud og vil installere den GNOME-desktop, som fremtidige versioner af Ubuntu bruger, åbner du et Terminal-vindue og skriver disse kommandoer: $ sudo apt-get update $ sudo apt-get install ubuntu-gnome-desktop Der kommer en konfigurationsguide – vælg “lightdm”, når du bliver bedt om det. Efter installationen logger du ud og klikker på Ubuntu-logoet ved siden af dit brugernavn.

Du får tre muligheder, der alle er varianter af GNOME 3 (standard, Classic and Wayland). Vælg en, og skift desktop ved at logge ind. Bryder du dig ikke om GNOME? Vil du have noget, der er tættere på Windows? Så kan du give Cinnamon en chance i stedet. Det er den officielle desktop til Linux Mint: $ sudo apt install cinnamon-desktop-environment -y Cinnamon er meget konfigurerbar.

Dens skræddersyningselementer – også kaldet “spices” – er dens temaer, applets, desklets (widgets, som man kan lægge på desktoppen) og extensions. Med dem kan man ændre funktioner, udseende og måden, desktoppen føles på.

Hvad er der af nyt i Ubuntu 17.04? - Se, hvad der er nyt, forbedret og fjernet i den seneste version

Ubuntu 17.04 blev frigivet for få måneder siden, og den indeholder adskillige nye funktioner og ændringer under kølerhjelmen. Frigivelsen blev overskygget af nyheden om, at Canonical, Ubuntus udvikler, har besluttet at pensionere sin aktuelle desktop, Unity. Al udvikling er stoppet, og selvom Unity 7 forbliver standard for denne version, bliver den erstattet af GNOME-desktoppen i Ubuntu 17.10.

Men hvad er der ellers af nyt i Ubuntu? En usynlig ændring er, at Ubuntu har skiftet fra at lagre virtuel hukommelse i en separat, dedikeret partition til at bruge en swapfil i samme stil som Windows. Hvis man opgraderer til Ubuntu 17.04 fra en tidligere version, forbliver den eksisterende partitionsstruktur på plads, men hvis man installerer fra bunden, får man en enkelt partition med swapfil. Hvis du ikke bryder dig om det, kan du manuelt konfigurere swappartitionen under opsætningen ved at bruge funktionen “Something else”. Et godt råd: Hvis du konfigurerer et dualboot-system, skal du ikke følge dette trin, medmindre du har fuldstændig styr på, hvad du foretager dig.

Driverfri printning

Et stigende antal printere klarer sig uden drivere. Hvis du har en printer, der er karakteriseret som IPP Everywhere- eller Apple AirPrint-kompatibel, behøver du ikke længere installere drivere for at få den til at virke i Ubuntu, og den installation er altid kompliceret. En håndfuld PDF-, PostScript- og PCL-printere fungerer også, og du skal blot tilslutte dem via USB eller Ethernet, gå til “Settings > Printers” og konstatere, at de allerede er blevet genkendt og parat til brug.

linux7 Printer-opsætning er meget nemmere i Ubuntu 17.04 til IPP Everywhere Apple AirPrint-printere.

Under kølerhjelmen

Ubuntu 17.04 bygger på Linux-kernen 4.10, og man kan derfor køre den på de nyeste Intel Kaby Lake-og AMD Ryzen-maskiner. Systemet indebærer et stort spring i Mesa 3D’s grafikbibliotek til version 17.0.2, mens X.Org Server 1.19.2 også er omfattet. Begge har gode egenskaber til gaming.

Der er også sket en opdatering af standard-apps – den mest markante er LibreOffice 5.3, der omfatter det nye bånd-baserede interface, og Calendar, som nu kan tilbyde en ugeoversigt. Man kan finde en komplet liste over ændringer på https://wiki.ubuntu.com/ZestyZapus/ReleaseNotes, hvor man blandt andet kan glæde sig over, at Ubuntu 17.04 bruger et nyt standardværktøj – “systemd-resolved” – til håndtering af DNS-adresser.

Frem mod Ubuntu 17.10

Ubuntu 17.04 er en relativt beskeden opdatering, men der er større krusninger i horisonten. Vi har nævnt, at Ubuntu 17.10 bliver den første version med GNOME-desktop, som bliver justeret med tanke på Ubuntu-brugere. Canonical har for eksempel travlt med at integrere de eksisterende Ambiance- og Radiance-temaer, så de fungerer i GNOME.

Imidlertid er der funktioner, som er helliget Unity, som ikke kommer med i den næste udgave. Hvis man ikke kan vente, må man ud og finde alternative løsninger. Unity forbliver en mulighed, hvis man opgraderer fra Ubuntu 17.04, ellers skal man installere den som alternativ desktop på nye 17.10-installationer.

Ubuntu 17.10 rummer et nyt vinduessystem, der erstatter X Window System (i form af X.Org Server) med en forenklet udgave ved navn Wayland. Med den følger et løfte om forbedret ydelse, navnlig under rendering af 3D. X.Org Server ser ud til at forblive en valgmulighed ved login, hvilket dækker behovet for bagudkompatibilitet. 

Ubuntu-opgradering

linux6 Opgrader til Ubuntu 17.10, når denne version kommer.

Ubuntu frigiver større udgaver af sig selv med seks måneders intervaller. De får navn efter årstal og måned (4 for april, 10 for oktober). Den seneste version, Ubuntu 17.04, blev frigivet i april 2017. Hver ny version er understøttet i blot ni måneder, og efter det tidsrum formodes man at have opgraderet til en nyere udgave (man kan opgradere fra er tidligere version ved at gå til “Settings > Software & Updates > Updates tab” og vælge “For any new version” under “Notify me of a new Ubuntu version”).

Den næste større version bliver Ubuntu 17.10, der kommer i oktober, Support til Ubuntu 17.04 stopper i januar 2018. Hvert andet år kommer der en speciel version med udvidet support. Disse LTS-versioner (Long Term Support) bliver understøttet i op ti fem år. Den seneste er Ubuntu 16.04.2 LTS (.2 står for den seneste fejlfinding og sikkerhedsforbedring).

Hver ny version af Ubuntu har også et kodenavn, der bruger det næste bogstav i alfabetet. Ubuntu 16.04 LTS har kodenavnet Xenial Xerus, mens Ubuntu 17.04 bærer navnet Zesty Zapus. Ubuntu 17.10 skal hedde Artful Aardvark, fordi vi er tilbage ved bogstavet A. De kan ikke finde ud af Æ, Ø og Å.