Alt det, du bør  vide om Linux (men som du ikke tør spørge om)

Alt det, du bør vide om Linux (men som du ikke tør spørge om)

Share

Man behøver ikke at være nybegynder for at blive forvirret af et nyt styresystem. Alt om DATA finder svar på dine Linux-relaterede spørgsmål

Det er aldrig ukompliceret at flytte fra et operativsystem til et andet. Uanset hvor velbevandret man er i Windows, kan man ikke uden videre overføre al sin viden til et nyt styresystem. Det gælder især, når vi taler om Linux, selv med en så brugervenlig udgave som Ubuntu.

Naturligvis er der nogle ting, der går igen. Der er for eksempel grænser for, hvor mange måder man kan pege og klikke på. Ikke desto mindre er der fundamentale forskelle på Windows og Linux, og dem skal man lære. Hvis man ikke gør det, risikerer man at ødelægge maskinen. I denne artikel tager vi dig med på en tur gennem de vigtigste forskelle, som du vil opleve i Ubuntu, og vi giver dig en forståelse for, hvordan de virker, og hvad du kan forvente.

Vi begynder med at under-søge Linux’ filsystem og dets håndtering af brugere og rettig-heder. Vi tager et smut forbi drivere, og vi afslører, hvordan du finder, installerer, opdaterer og håndterer software. Vi præsen-terer dig også for begrebet Terminal. Frygt ikke – det er hver-ken skræmmende eller en kur mod søvnløshed. Vi slutter af med at se på det, der er nyt i den seneste version (Ubuntu 17.04). Lad os komme i gang; der ligger et helt styresystem og venter på dig.

Naviger i Linux’ filsystem – Lad dig ikke skræmme af Linux’ filhåndtering – den er faktisk ret logisk

Linux’ filsystem (ext2, ext3 og ext4) er markant anderledes end Windows. Den vigtigste forskel er måden, hvorpå det karakteriserer drev og partitioner – ikke som separate drevbogstaver, men som filer i selve filsystemet. Det er imidlertid logisk, og det er ikke svært at vænne sig til det.
Åbn Dash, og skriv “disks” for at åbne Disks-funktionen, så du kan se, hvordan sagerne fungerer. Vælg et drev i menuen til venstre, og se på Disks menubjælke. Du kan se, at dit drev bliver angivet som noget i denne retning: /dev/sda. Dette refererer til “dev”-mappen (devices), og i den får hver fysisk disk tildelt en unik fil, der begynder med “sd” (for “storage device”), efterfulgt af et bogstav fra “a” til “z.”

Se også:  7 stærke råd før du køber ekstern harddisk

Dette følger et logisk mønster: /dev/sda bliver tildelt til det drev, som Ubuntu er installeret på, med drev, der får tildelt “sdb,” “sdc” og så videre. Rækkefølgen er først de interne drev og derefter eksterne medier (både flashdrev og harddiske). Logikken fortsætter i partitioneringen: I stedet for at tildele partitioner (eller “volumes”) separate drevbogstaver identificerer Linux dem med individuelle filer ved navn “sda1,” “sda2” og så videre.

Partitioner bliver præsenteret i søjlediagrammet for hvert drev i Disks. Nummereringen er ikke altid logisk – hvis dit drev for eksempel bliver formateret ved hjælp af partitioneringsmetoden MBR (Master Boot Record), kan du komme ud for, at en yderligere partition, som du har oprettet, får tildelt “sda5” og ikke “sda2.” Men der er ingen grund til bekymring. Det fungerer, som det skal.

linux

Brug Disks-værktøjet til at konfigurere partioner, så de bliver mountet automatisk, når du starter Ubuntu.

Adgang til drev

Drev er ikke kun inkorporeret i filsystemet som individuelle filer, de bliver “mountet” til specifikke mapper i filsystemet, og det er der, man kan finde deres indhold. Hovedsystem-partitionen (typisk /dev/sda1) er placeret i filsystemets rodmappe (/). Andre interne og eksterne partitioner bliver ikke mountet som standard (mens eksterne drev bliver mountet automatisk, hvis man slutter dem til efter at have logget på Ubuntu), og swapfilen bliver slet ikke mountet.

Den enkleste måde at få adgang til filer og mapper på er via en filmanager. Ubuntus Files-program bygger på et værktøj ved navn Nautilus, og det svarer til Stifinder i Windows. Åbn den ved at klikke på filkabinet-ikonet i Dash, så kan du se en liste over tilgængelige partitioner dukke op i feltet til venstre. Klik på en af dem, så bliver den mountet. Der fremkommer en skub-ud-knap ved siden af den.

Disse genveje er praktiske, men hvor befinder disse drev sig fysisk i Linux’ filsystem? Klik “Computer” i Navigation-feltet, så kommer du til rodmappen. Gå nu til “/media/<yourname>” for at finde mapper, der peger mod hvert af de drev, du har fysisk mountet.

Det er også muligt at mounte udvalgte mapper på separate partitioner. For eksempel opretter mange Linux-installationer en dedikeret partition til /home-mappen under installationsprocessen. Her kan man finde alle sine brugerindstillinger og data, herunder mapper som Documents, Downloads og Pictures (Ubuntu er en af de får, der ikke gør det).

Se også:  7 stærke råd før du køber gaming-bærbar
Mount ved start

Hvis du gerne vil have Ubuntu til automatisk at mounte specifikke partitioner ved start, så du slipper for manuelt at klikke på dem, kan du åbne Disks-værktøjet, vælge dit drev til venstre og markere partitionen ved at klikke på den i søjlediagrammet. Klik nu på “Settings”-knappen nedenunder, og vælg “Edit Mount Options.” Sæt “Automatic Mount Options”-kontakten til “On,” og sørg for, at de første to valgmuligheder er tilvalgt. Skift så feltet “Mount Point” til “media/user/label”, idet du erstatter “user” med dit brugernavn og “label” med partitionsnavnet. Klik “OK,” og genstart. Et andet centralt aspekt ved Linux’ filsystem er filrettigheder, og dem kommer vi til på næste side.

Linux er ikke Windows

Ubuntus Unity-desktop er god til at skjule, at Linux og Windows er meget forskellige operativsystemer. Det gælder naturligvis filsystemet, og Linux er meget grundigere med sikkerheden end Windows. Windows har lukket nogle af hullerne – fil- og mapperettigheder, for eksempel – men på andre områder fører Linux stort. Man kan for eksempel udføre en administrativ opgave i Linux – såsom at installere opdateringer eller et program – uden at indtaste sit brugerkodeord. Det er denne opmærksomhed på detaljerne, der gør Linux meget mindre sårbar overfor malware og hackere.

Uanset udseendet er Linux i høj grad et operativsystem, der yder bedst fra det underliggende shell-miljø. Unity er en god grænseflade, men som vi snart skal se, bør du ikke holde dig tilbage fra at bruge kommandolinjen via Terminal.

Andre markante forskelle: Ubuntu er et langt mere åbent miljø end Windows. Der er masser af gratis open source-software, som er med til at reducere omkostningerne, men den vigtigste hjælp får man online via fora og ved at stille spørgsmål til ligesindede. Linux’ måde at håndtere software på – via centraliserede lagre og pakkemanagere – er også noget, man skal vænne sig til.

En sidste betragtning: Hardwarekompatibilitet er ikke længere det problem, den tidligere var. Nogle enheder virker ikke, men det gør de fleste, og mange kræver ikke nogen yderligere konfiguration. De virker blot.

Del denne