Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Lenovo Tab 3 Pro: Alsidig tablet med indbygget projektor

Her får du det hele: høj kvalitet, høj ydelse og høj anvendelighed. Lenovo Tab 3 Pro er den klare testvinder.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Lenovo har som en af de få tabletproducenter formået at forny konceptet med ny funktionalitet. Yoga-serien findes i mange afskygninger, og modellen her er ret genial.

Dels har den en rund afslutning, som sikrer, at den ligger godt for, når du skriver på skærmen. Det samme gør, at den er rar at holde i hånden – du har ganske enkelt et solidt greb om enheden.

Tabletten har indbygget projektor, så du kan sende et 70” stort billede op på den nærmeste lyse væg – for eksempel ved filmvisning i sommerhuset, hvor der ikke er stor tv-skærm, eller på ungdomsværelset, når sønnike vil se Netflix i fred og ro fra resten af familien.

Selvom projektoren ikke er dybt imponerende i farve eller lysstyrke, kan den faktisk bruges, hvis du husker at dæmpe lyset og ikke projicerer et alt for stor billede op.

Juster skærmens vinkel

Du kan vippe undersiden af tablettens greb ud, så du kan justere skærmens vinkel. Fikst, når du vil bruge den til at skrive på. Men også praktisk, når tabletten placeret på et bord skal projicere skærmbilledet op på en væg. God tænkt og gennemført!

Med et projiceret skærmbillede på 30-40” går det fint, og du kan endda have skærmen åben samtidig, hvis du ønsker.

Selve skærmen er også god. Den har testens højeste opløsning, og billedet står detaljeret og ret lysstærkt – i praksis som på en god bærbar i høj prisklasse. Det er en skærm, du vil elske at tegne på, eller bruge til at redigere billeder.

Hastighedsmæssigt oplever vi Lenovo på højde med den dyrere Samsung-tablet, og kun med tunge billeder kan vi mærke, at Samsung trods alt er kvikkere.

I hånden opleves Lenovo som det gennemførte kvalitetsprodukt, den også er, og samtidig lidt tung. Det indbyggede greb med projektoren vejer jo lidt, men her opvejer fordelene ulemperne.

Kun kameraet er skidt

Kameraet er ikke imponerende i Lenovo, så du skal ikke bruge tabletten til feriefotografering. Opløsningen er tydeligvis ikke god, og farverne mangler lidt.

Brug i stedet tabletten som underholdningsmaskine i hjemmet eller på ferien – eller til praktiske oplysninger. Om det er at læse en opskrift i køkkenet eller kigge Facebook igennem i sofaen, så fungerer den indbyggede stander ret godt, og det betyder samtidig, at skærmen (og varmen) løftes lidt væk fra bord eller dine ben.

Tab 3 Pro er ikke en perfekt tablet, og nogle vil nok finde den indbyggede støtte irriterende. Men som tablet derhjemme til alle formål – og ikke mindst underholdning – er den efter vores opfattelse genial. Læg dertil den kvikke ydelse og godkendte pris, og vi har en klar testvinder!