Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Airthings View Plus: Skadelige partikler i hjemmet? Få fuldt overblik over dit indeklima

Airthings View Plus måler ikke bare boligens indeklima i alle aspekter, den sender også hele dit Airthings-system i skyen, så du kan tjekke luftkvaliteten, selvom du er langt væk hjemmefra.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Luften er fyldt med ting, vi ikke kan se, men som ikke desto mindre påvirker os – nogle i mere alvorlig grad end andre. Norske Airthings har specialiseret sig i sensorer, der måler luftkvaliteten indendørs på stort set alle tænkelige måder.

Vi har testet næsten hele udvalget af produkter, generelt til rimelig tilfredshed. Der har dog været visse ting, vi gerne så forbedret – og minsandten om det ikke er, hvad der er sket.

Kobler hele systemet på nettet

Det, vi først og fremmest savnede, var adgang til vores målinger, når man ikke var hjemme. De første enheder havde kun Bluetooth, hvilket betød, at du kun kunne få en opdateret status, når du var i nærheden af enhederne. Det blev løst med AirThings Hub, som sender data i skyen via Wi-Fi.

Med View Plus går Airthings et skridt videre. Den nye enhed ikke bare kan kobles direkte på nettet, den tilbyder også markedets måske mest komplette udvalg af sensorer samt et display, der kan vise udvalgte måleresultater.

View Plus måler både temperatur, fugt, VOC, PM₂,₅-partikler, CO₂ og ikke mindst radon, hvilket er ret unikt for denne type produkt. Det er almindeligvis en omstændelig proces at måle radon i hjemmet, men her kræver det blot, at du placerer View Plus hvor du vil måle.

Radonmålingerne virker pålidelige i View Plus, som i løbet af nogle dage kalibrerer sine sensorer, så de måler optimalt.

Opsætningen er der ingen ben i. Du enten skaber en konto eller logger på din eksisterende, og så tilføjer du produktet, der automatisk dukker op på listen. Har du i forvejen Airthings-produkter, kobles de sammen med View Plus, og dermed kommer også deres data i skyen, selvom de kun har Bluetooth.

Nem adgang til målinger

I Airthings-appen er alle dine resultater samlet, og som altid er det også muligt at få et større overblik samt se kort over eksempelvis radonaktivitet lokalt og bredere ud i verden via Airthings’ onlinekontrolbord.

På den matte e-ink-skærm er der plads til to måleresultater, der til enhver tid er synlige. Du vælger selv hvilke.

View Plus, der er udformet som en simpel hvid boks, kan klistres på væggen eller stilles et passende sted, hvor du vil måle. Den kan køre på løse AA-batterier (batteritiden er to år) eller trække strøm via et USB C-kabel.

Binder det hele sammen

Med en pris på 2999 kroner er den ikke billig, men både i sig selv og i kraft af dens evne til at opgradere hele dit Airthings-system giver den så meget værdi, at prisen godt kan forsvares.

Med View Plus og det nuværende sortiment af enheder står Airthings med et enormt gennemført system til måling af alle væsentlige aspekter af indeklimaet.

Samlet vurdering: 5/6 stjerner