Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Sony UHP-H1: Blu-ray-afspilleren gør dit tv smartere

Der er mange måder, du kan gøre dit tv smartere. Hvis du udover adgang til apps, internet og streaming også gerne vil have mulighed for at smække en dvd eller Blu-ray-skive på engang imellem, så kunne Sony UHP-H1 være en oplagt løsning.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Her er nemlig tale om en Blu-ray-afspiller med et mediecenter indbygget. Sony UHP-H1 er i stand til at afspille stort set enhver type disc. Dog ikke de nye 4K-skiver, men den opskalerer til gengæld billedmaterialet til 4K, 60 fps, så selv dine gamle dvd’er ser fine ud på dit 4K-tv.

Musik afspiller den også, endda i hi-res, og den er i stand til at sende musikken trådløst rundt i hjemmet, enten via Bluetooth eller via Wi-Fi, når du benytter kompatible Sony-højttalere. Den giver desuden adgang til mediefiler på dit netværk og tilbyder et onlinebaseret underholdningsunivers til streaming af film, serier og musik.

Desværre er udvalget af apps langt fra på niveau med Apple TV eller Chromecast og vil næppe dække behovet for streaming hos den almindelige bruger. Som et komplet underholdningssystem når den derfor ikke helt i mål, men det er en glimrende Blu-ray- og medieafspiller.