Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Adobe slår til igen

Vanen tro har Adobe sendt en årlig opdatering af sin Elements-bundle på gaden, og igen sætter Adobe nye standarder inden for billede- og videoredigering.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Vi er kommet til version 10 i Adobes række af Elements-programmer. Elements er nedbarberede versioner af dets store flagskibe, nærmere betegnet Photoshop og Premiere, Adobes billedbehandlings- og videoredigeringsprogram.

Som vanligt har Adobe opdateret sine programmer, så mange af de ting, du tidligere skulle have de store og dyre pakker for at kunne, nu pludselig er tilgængelige i deres markant billigere Elements-versioner.

Samtidig har Adobe også lagt megen energi i at gøre det så let som muligt for brugerne at arbejde med deres programmer.

Der er let, og så er der let

Men når du arbejder med de to programmer, så er der et par ting, der er tydelige, og det er, at det virker, som om Adobe har lagt meget mere tid og energi i at gøre Photoshop Elements 10 bedre og lettere, end tilfældet er med Premiere Elements 10. Det betyder ikke, at sidstnævnte ikke både er bedre og lettere at bruge end forgængeren, blot at det er tydeligt, at der er sket mest for førstnævnte.

Derfor vil vi i denne anmeldelse da også beskæftige os mest med Photoshop Elements 10, hvor de mange nyheder er tydeligst.

Men fælles for de to programme er Organizer, hvor du som noget helt nyt har mulighed for nogle små hurtige redigeringer. Du kan for eksempel lave Auto Smart Fix, som retter de fleste gængse problemer i et billede, du kan lave sharpen, croppe og meget mere. Ret fikst.

Vel inde i Photoshop Elements ligner alt sig selv – bortset fra at der under fanen ’Guided Edit’ er kommet en række nye og spændende funktioner. En af de sjove og spændende er ’Guide for Editing af Photo’, der trækker dig igennem de trin, der skal til for at få et pænt billede.

En anden spændende er muligheden for at lægge ’Orton Effect’ på dine billeder eller lave en ’Lomo Camera Effect’.

Photomerge har fået endnu flere muligheder. Nu er det ikke nok, at du kan sy billeder sammen, du kan også skifte et ansigt på et billede ud med ansigtet på et andet eller få dem til at smelte sammen. Du kan også ”rydde op” på et billede ved at bruge Scene Cleaner, hvilket bare kræver, at du mindst har to billeder fra samme sted.

Det er meget tydeligt, at programmet arbejder markant bedre, ikke mindst når du bruger afmaskningsværktøjer. Det er langt mere præcist i første hug, hvilket vil sige, at du skal nørkle langt mindre, end hvad der tidligere var tilfældet.

Under menuen ’Share’ er der også kommet flere muligheder. Nu kan du også dele dine billeder direkte på Facebook, Flickr eller sende dem til Kodak Easyshare Gallery.

Og så lidt video

Når du vælger en video i Organizer, har du naturligvis ikke samme muligheder for at lave hurtige redigeringer i den. Her kan du udelukkende blive sendt over i Premiere Elements. Derfra har du så en række muligheder med din video.

Det første du vil lægge mærke til, er, at alt ligner sig selv. Der er ikke umiddelbart noget, der får programmet til at stikke ud.

Men der er dog alligevel et par nyheder. En af dem er, hvis du vil lave en video, hvori der indgår billeder.

På dem kan du nu bruge en avanceret pan & zoom-funktion, hvor du kan tilføre lidt drama til et billede. Funktionen er stort set automatisk, specielt hvis der er ansigter i billedet.

Men du kan selv oprette rammer, bestemme, hvor store de skal være, og hvor længe der skal stoppes på hver enkelt ramme. I løbet af ganske få sekunder har du oprettet en pan & zoom-funktion i dit billede. Det er en ganske effektiv måde at fremhæve dele af et billede på og give det mere drama eller dynamik.

Premiere Elements 10 er stadig et let program at arbejde med, men indrømmet – det er altså ikke helt så godt som Pinnacle StudioHD, som vi har testet andetsteds her i bladet.