Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Portræt af en succes: Danske Adform har nu også erobret Japan

Markedet for digital annoncering er enormt, men den store udfordring er, at giganter som Google og Facebook sidder solidt på tronen. Danske Adform kan imidlertid noget, giganterne ikke kan, så i år er målet at nå en global omsætning på 500 mio. kroner.

Af Henrik Malmgreen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Hvorfor egentlig sige sit gode job op og kaste sig ud i en usikker fremtid som selvstændig? Det kan man f.eks. spørge den 45-årige Jakob Bak om. I 2002 var han ansat som managementkonsulent i Boston Consulting Group, men sammen med to kammerater, han kendte fra sin studietid på DTU, havde han en ambition om at skabe sin egen virksomhed. Sammen begyndte de tre derfor at lede efter brancher, som var under transformation, og brancher hvor de mente at kunne gøre en forskel.

I deres søgen fik de kig på det analoge annoncemarked, som digitaliseringen på det tidspunkt endnu ikke havde ramt for alvor, og med en tyrkertro på, at både internet, hjemmesider og sociale medier var kommet for at blive, blev styring af digital annoncering det centrale omdrejningspunkt for det fælles firma, der blev døbt Adform.

De 3 studiekammerater så rigtigt. I dag har Adform mere end 850 medarbejdere i 22 lande, og målet er at nå en omsætning på 500 mio. kroner i indeværende regnskabsår. Til daglig bor Jakob Bak i London, men har hele verden som sin arbejdsplads.

Kunstig intelligens og Big Data

”Egentlig var det mit job som managementkonsulent, hvor jeg var tæt på forretningsplanerne i en lang række af de virksomheder, vi havde som kunder, der gav inspirationen, og sammen med de to medstiftere af firmaet var jeg sikker på at kunne udvikle en løsning til den digitale fremtid. Ingen af os kommer fra reklameverden, men som civilingeniør så jeg muligheder i at udvikle algoritmer, der benytter de teknologier, vi i dag kender som kunstig intelligens og Big Data. Det er teknologier, der er hele fundamentet for vores virksomhed”, siger Jakob Bak.

Adform har nemlig udviklet en software, der parrer annoncørers bannerreklamer med potentielle kunder, som kunne tænkes at være interesseret i et givent produkt. Hver gang en internetbruger besøger en hjemmeside, bliver der sendt en besked til en server, som opfanger den nye annoncemulighed. Informationen bliver derefter sendt i udbud på en digital markedsplads, hvor annoncørerne får lov til at byde på, om de ønsker at præsentere en bannerreklame overfor den givne internet-bruger.

Nu venter Japan og Asien

”Vi er som bekendt ikke ene på markedet for digital annoncering, men vi er især rigtig skrappe til at integrere softwaren med vore kunders løsninger. Derfor har vi blandt andre teleselskabet 3, Politiken, BMW, Deutsche Bahn, Deutsche Telekom AG, Melia Hotels, TUI Fly og Vodafone på kundelisten, lige som en række af de store mediebureauer som f.eks. Omnicom Media Group hører til blandt vores kunder”, siger Jakob Bak, som føjer til, at i en tid, hvor der er stort fokus på datasikkerhed, har man lige fra Adforms start valgt en teknologi, hvor forbrugerne ikke kan identificeres.

Da Alt om DATA interviewer Jakob Bak, sidder han på et hotelværelse i Tokyo, en destination, der har stået på adskillige af de seneste flybilletter. Godt nok er Europa det marked, hvor Adform henter den største omsætning, men USA og Japan er til gengæld to markeder, hvor ekspansionen går rigtig stærkt. Fra hotelværelset kan Jakob Bak således fortælle, at man netop har tegnet kontrakt med et af de største mediebureauer i Japan og dermed for alvor er trådt ind på det asiatiske marked.

Tocifrede vækstrater

Uden at underkende den forretningssucces, der år for år har budt på tocifrede vækstrater i Adform, må man ikke glemme Google og Facebook, der immervæk er giganter på det digitale annoncemarked. Så hvad er det lige Adform kan, som de andre ikke kan? – I hvert fald ikke endnu. Ud over anonymisering af forbrugernes data og tæt integration med kundernes it-systemer fremhæver Jakob Bak, at det konstant gælder om at være innovativ.

”Vi dækker alle digitale medietyper og er netop også gået ind i tv-annoncering på de markeder, hvor det er muligt at anvende vores teknologi. Desuden er vi ligeledes rykket ud i det fysiske rum, idet vi nu også arbejder med outdoor-annoncering. Det er et lidt andet koncept end f.eks. på en hjemmeside, hvor det er muligt at målrette annonceringen præcist, men dog stadig et interessant medie, der f.eks. kan kombineres med radioreklamer”, siger Jakob Bak.

Har 500 udviklere i Litauen

Adform har været på en ekspansionsrejse fra Danmark til Skandinavien, videre til Europa for i dag at være globale. Virksomheden beskæftiger mere end 850 medarbejdere i 22 lande, som er Australien, Hviderusland, Belgien, Tjekkiet, Danmark, Dubai, Finland, Frankrig, Kina, Tyskland, Italien, Litauen, Holland, Norge, Polen, Singapore, Spanien, Sverige, Tyrkiet, UK, USA og Indien.

På det danske kontor på Christianshavn i København sidder ca. 35 medarbejdere, og på London-kontoret sidder 30, hvor langt de fleste arbejder direkte med det engelske marked. London er en vigtig hub i Europe, da de store mediebureauer har deres europæiske base der. Den største repræsentation er imidlertid i Litauen, hvor ca. 500 udviklere er ansat. På verdensplan formidler Adform-løsningen dagligt svimlende 2 mia. annoncer.